De kære små

Det er lykkedes mig at tage et billede af begge piger hvor de begge sidder stille. Det er ikke sket før. At få dem til at smile pænt og kigge på kameraet var åbenbart for meget forlangt. Men de var simpelthen så søde her til morgen, hvor de begge kravlede op i sofaen og blev underholdt af Rasmus Klump i fjerneren. Chilien kunne sidde stille i hele ti minutter, og jeg fik for en gangs skyld både børstet tænder og mascara på inden børneafleveringsrunden. Turboen sidder og venter på at jeg skal komme med hårbørsten. Hun får altid lov til at se ti minutter fjernsyn om morgenen, så vi kan få redt håret. Som I kan se, er en eller anden afledningsmanøvre er nødvendig hvis vi skal undgå hyl og skrig. Og chilien - hun er simpelthen blevet så god til at kravle ned fra sofaen igen, så jeg er holdt op med at overvåge hendes tumlen rundt deroppe. Og hun er ikke faldet ned siden.

I går var vi forresten til den første samtale i chiliens pasnings-/insitutions-/skolekarriere. Der var tre månederssamtale i dagplejen. Der var jo ikke noget at sætte fingeren på, hverken hos barnet, forældrene (ja, vi blev skam også vurderet) eller dagplejeren. Hun er jo en livlig pige der er i dagpleje sammen med tre drenge på cirka samme alder som hende selv. Vi snakkede lidt frem og tilbage om chiliens foretagsomhed og aktivitetsniveau, og jeg prøvede at konstatere at sådan er man jo når man er 16 måneder. For sådan var hendes søster også, så jeg regnede med at sådan er det bare. Dagplejeren, der nu er meget sød og diplomatisk, mente nu at hun jo nok er en tand frækkere end normale børn. Jeg havde på forhånd lidt betænkeligheder med om hun nu kunne følge med de der tre raske drenge, men problemet var jo nok heller omvendt, mente dagplejeren. Hun har sandelig fået sin sag for.