mandag den 24. oktober 2011

Tøsetur

Skal da ellers love for at den ferie fik en brat slut med mega lang kursusdag i dag. Så er der godt man har nogle billeder at kigge tilbage på. Turboen og jeg fik os en lille tøsetur på falderebet af ferien, og København viste sig fra sin bedste side. Programmet var tætpakket med en lille smule shopping, spadertur i Kongens Have:


 Turboen faldt pladask for det her kludetæppe der hang og pyntede på Rådhuspladsen:

Vi var i Nikolaj Kirke og se udstillingen Hotel Nikolaj, hvor man får gennem et fiktivt hotel og får historien om beboerne på de forkellige værelser, og hvor man med hjælp af dufte, lyde og andre effekter er med til at fortælle historien. Her er det turboen der er igang med duftningen:

 Kaffe og kakao på mors gamle stamcafé bagefter:


Så var vi også godt trætte. Men smuttede forbi de nyåbnede Torvehaller efter cupcakes fra Agnes, som skulle nydes i hotelsengen til Disneysjov:

 Et af turens højdepunkter - at ligge i sengen og se fjernsyn (og spise cupcakes!) Glad og træt:


Næste dag var vi friske igen. Jeg føler jeg i to dage har gået tur med en hoppende kænguru i hånden. Turboen er ude af stand til at gå normalt som andre mennesker. Der skal hoppes og løbes hele tiden. Og da vi kom forbi hegnet ved Kongens Have, skulle der selvfølgelig kravles langs gitteret



Målet for dagen var Statens Museum for Kunst. De har et rigtig fint værksted for sådan nogle som turboen, hvor man for den nette sum af 30 kroner i efterårsferien nemt kan få nogle timer til at gå.


 Der kan klippes og klistres, og man kan gå amok med limpistolen


 Og der kan males - og man er meget koncentreret.


Efter godt tre timer i himmelen, måtte jeg slæbe turboen ud - men mor var altså sulten. Og toget hjem ventede på os. Men sådan en tur uden irriterende lillesøstre, fædre og andre forstyrrende elementer kan klart anbefales!

torsdag den 20. oktober 2011

Ferieramt

Det går altså ikke alt for stærkt her på bloggen. Har travlt med at holde ferie i øjeblikket. Og enhver der har prøvet at holde sådan en uges ferie med børn, ved hvad jeg taler om - der er altså mere fred og ro på en gennemsnitlig arbejdsuge. Nu skal der jo ske noget - stort set hele tiden. Så vi har været på weekendtur, i svømmehallen, i zoo og en hel del andre småting. Idag havde vi dog trukket stikket ud: Den skulle nemlig stå på havearbejde i det fine efterårsvejr - kun afbrudt af en tur til planteskolen efter planteforsyninger. Anseelige mængder grus og sand skulle flyttes til den nye bålplads (der nu efterhånden ligner lidt en bålplads snart...). Så da den hjemmelavede æbletærte var fortæret (sådan én er nemlig obligatorisk ingrediens i en rigtig efterårsferie) og skulle forbrændes, gik jeg igang med skovl og trillebør. I den første trillebørfuld sagde ryggen knæk, og jeg måtte i stedet bruge eftermiddagen på terrassen med en kold øl mens jeg skuede ud over arbejdende børn og mand. Meget, meget ærgeligt....

Og så til billederne af feriens højdepunkter. Bl.a. en tur til Vesterhavet. Vi skulle alligevel til Skive for at besøge venner, og lagde turen op langs Vesterhavet, når nu vi alleigevl var derover i Jylland....ja, det forstod jyderne ikke rigtigt, for det var da godt nok noget af en omvej. Ja - men en smuk én af slagsen.









Og et billede af formiddagsol over Skive. Byen er faktisk rigtig hyggelig, og det her springvand yder slet ikke byen retfærdighed, men det var hvad jeg nåede inden kameraet løb tør for strøm.


Og i morgen venter nye eventyr. Først over broen på besøg hos den sjællandske klan, inden turboen og jeg tager toget videre til København på pigetur uden irriterende lillesøstre og fædre. Vi skal på udstillinger, cafeer, måske en havnerundfart. Og i morgen på denne tid ligger jeg her i en seng og spiser takeaway og cupcakes fra Agnes og ser fjernsyn. Man må nemlig ikke spise i sengen herhjemme - og at se fjernsyn samtidigt er ikke teknisk muligt. Men på hotel på pigetur må man godt.

søndag den 2. oktober 2011

Weekenden i billeder


Så skal jeg da love for at den sommer vi aldrig rigtig fik, endelig kom. Og hvis nu man ikke rigtig synes man kunne få varmen, så kan man jo svede tran ved at flytte betonsten fra den ene ende af grunden til den anden. Opgaven lød på fire paller sten der skulle flyttes, men jeg tror nok jeg kun er nået til ca to. Der er jo også nogle børn der skal passes, mad der skal handles og ikke mindst tøj der skal vaskes på sådan en weekend. Farmand havde tildelt mig opgaven med stenene ud fra omtanke for mine begyndende mormorarme. Hvad snakker han om? De virker dog ikke ligefrem overstadige af taknemlighed, mine arme i skrivende stund. Stenene skal blive til et bålsted. Hvor normale mennesker måske ville købe et bålfad, grave et hul og lade det blive ved det, har vi nu et hul på 4 x 5 meter der skal fyldes med div sten og planter. Og et bålfad. Ingen nemme løsninger her, nej desværre.




Ved siden af bålstedet ligger æblehøjen. Kan I ikke se æblerne, siger I? Det kan jeg ikke heller, rigtig, men farmand har jo en forestillingsevne ud over det sædvanlige. Så her skal der lige planeres lidt på toppen, sås noget græs af en art og så skal der plantes æbletræer rundt. Grenene går sådan sammen ind over højen når de bliver lange nok, og så kan man så ligge oppe under grenene på et tæppe med en bog og kigge op i trækronerne. Det passer nok nogenlunde med at træerne bliver store nok når børnene flyver fra reden, for jeg kan ikke rigtig se for mig kombinationen fred, bog & børn de nærmeste mange år.

 Til trods for de flereogtyve grader i weekenden, har chilien insisteret på at tilbringe dele af den iført sit nye regntøj med sine nye gummistøvler. I morgen bliver hun børnehavepige - i den samme naturbørnehave hvor storesøsteren gik. Vi er ret spændte på morgendagen!