Ferieopsummering

Der er ikke meget der bliver blogget her, selvom vi har holdt ferie siden i fredags. Jeg tror det er fordi feriedage foregår i dobbelt tempo. Det må være sådan det hænger sammen - dagene er ihvertfald forsundet med lynets hast.

Den store påskeferieudflugt tog vi i mandags. For at der bare skulle ske et eller andet tog vi til Tyskland for at handle. Sammen med alle jyderne i Otto Duborg. Nu ved jeg så hvorfor jeg ikke har gjort det noget tidligere...og jeg er særdeles usikker på om jeg gør det igen. Men jeg fik en hulens masse danskvand med hjem og 3 kg quality street (fordi jeg skulle bruge metaldåsen til mine hjemmebagte grove knækbrød. Skal bare tømme den for originalt indhold først. Det er jeg så i fuld gang med nu). Og fordi jeg nægtede at køre hele vejen efter kun danskvand og chokolade, havde vi aftalt at tage eftermiddagskaffen hos venner der var i sommerhus på Als. Fordi Als jo ligger lige dernede omkring Tyskland - det er jo ingen omvej. Det var det så alligevel. Heldigvis er børnene ret gode til at køre bil, så det gik fint trods alt. Turen kan man vist trygt kalde generalprøve på norgesferien til sommer. De klarte det i fin stil, selvom turboen havde problemer med at sidde stille på bagsædet tilsidst. Tror vi skal prøve at begrænse indtaget at Bratwurst/pommes frites/chokolade/cola/kage/saftevand/vingummier/figenstænger på fremtidens køreture - det tror jeg bestemt vil hjælpe.

Det bedste med påskeferie er nu uden tvivl at tulle rundt i haven. Alle har så travlt med at komme i haven her til påske. Også mig. Selvom jeg ikke helt ved hvad jeg skal tage mig til derude. Så her i eftermiddags sate jeg børnene til at fylde trillebøren med visne blade mens jeg selv satte mig på terassen med en påskebryg og nød synet af arbejdende børn. De var bare SÅ søde. Det må vi bestemt prøve igen. Har ellers prøvet at rydde lidt og har plantet stedmødre i krukker. Meget pænt så det ud, indtil chilien meget systematisk plukkede alle blomsterne. Så nu har jeg nogle krukker med nogle grønne duske og en hel masse blomster rundt omkring. Ligesom jeg havde ret mange fine krokus og vintergækker i blomsterbedet, der nu ligger godt og grundigt sammenkrøllede rundt om i haven. Jeg tror vi satser på grønne planter i år - uden blomster.

Igår tillod jeg mig desuden en lille ego-eftermiddag i Odense helt på egen hånd. Og hvad gør så husmoderen når hun endelig har et par timer til at ose i butikker og kun tænke på sig selv? Jo, hun sørger selvfølgelig for at børnene får tøj og sko til sommeren der er lige om hjørnet. Selv farmands (mangel på) sommergarderobe blev tilgodeset. Bagefter sank jeg sammen i et blødt biagrafsæde til Tom Fords "A single man". Den man kan åbenbart mere end at lave tøj.

Og dagen i dag? Tog turboen med på barselsbesøg hos venninde der lige har fået en lille dreng. Nøj, hvor var han sød. Og nøj, hvor er jeg glad for at jeg er færdig med at vandre rundt i ring med baby der vil bææææres hele tiden så ens kaffe bliver kold, og konstant kun have én arm til rådighed.

Nu med bøger

Jeg får tit ideer bøger jeg gerne vil læse når jeg kigger rundt på blogs. Som en dirkete følge af blogsurfing, forventer jeg at modtage både denne her (set hos Astrid) og denne her (set hos Julia) (ja, der er links - tryk på "denne her") med posten inden længe. Jeg er efter noget tid på barsel og som fattogrøv blevet ret god til at bruge biblioteket, men det koster jo ikke ret meget mere end en biblioteksbøde at bestille dem fra amazon. Rørende billigt, er det.

Jeg har jo selv hele tiden gang i en eller anden form for bog. Jeg får læst mens jeg putter chilien. Jeg er godt klar over at hun burde være i stand til at falde i søvn selv nu, men så får jeg jo ikke læst noget, vel? Jeg sidder på en skammel i soveværelset og læser de 20-30 minutter det tager hende - det er faktisk ret hyggeligt, så det bliver jog nok ved med til hun er 18 eller deromkring.

Lige nu er det Elisabeth Gilberts Spis, bed, elsk jeg læser. Faldt over den på biblo og huskede at den jo vistnok var en megasællert da den kom, samt det her foredrag med damen selv, som jeg havde set engang. Bogen er selvbiografisk og foregår det år hun tilbragte i Italien, Indien og Indonesien. Jeg er slet ikke færdig med den endnu.Det burde måske være sådan en bog der mere eller mindre læser sig selv, men jeg har faktisk lidt tungt ved det (og ups! den skulle vist være afleveret idag...).Første del, der foregår i Italien gik fint. Jeg kan godt sætte mig ind i at bo fire måneder i en lille lejlighed i Rom med croissanter og cafe latte til morgenmad og tage ens ærinde til Napoli for at spise pizza. Det ku godt have været mig - i et andet liv uden hus, børn og arbejde. Så tog hun så til Indien og boede fire måneder i en Ashram. Og der var det så at jeg tabte tråden lidt. Jeg er et særdeles uspirituelt menneske og på trods af at damen skriver brandgodt, blev hendes lange udredninger om meditation og efterfølgende åbenbaringer for meget for mig. Men omsider landede hun så på Bali, og jeg øjnede håb forude. Men her er gudhjælpemig en gammel medicinmand en central skikkelse. Det er ved at være lige i overkanten for mig med alt det her overnaturlige spiritualitetmeditaion-noget. Men jeg holder ud.

Nye beboere

En af weekendens projekter skulle være oprydning på loftet. For Gud ved hvilken gang. Jeg rydder og rydder deroppe, men hver gang jeg har været der for at finde noget nyt tøj til chilien (ja, turboens aflagte. Stakkels barn der må arve...) er det hele kaos og jeg kan lige pludselig ikke finde noget som helst længre. Jeg dur bare ikke til at opretholde system og orden. Især ikke i ti ens flyttekasser, hvor indholdet ustandselig bliver rodet rundt i. Jeg tænkte løsningen må være gennemsigtige plastickasser så man hele tiden kan se hvad der er i, så man slipper for at åbne dem alle for at finde en aflagt strømpe. Så turboen og mig tog forbi IKEA lørdag formiddag og fik fem kæmpekasser med hjem. Men nogen er flyttet ind i dem... De har fungeret som huse lige siden, og tøserne har for en gangs skyld aktiveret sig selv (slet ingen dårlig sidegevinst) ved at flytte ind og ud af hinandens huse. Genialt legetøj!

Selv har jeg kæmpet en brav kamp mod skråbåndet her de sidste par aftener. Bukserne er stadig ikke færdige...og nu giver jeg dem lige en lille pause - for mit eget helbreds skyld. Jeg tror faktisk det bliver helt til min sykyndige mor kommer på besøg over påske. Det bliver nu ikke første gang hun redder kulsejlede håndarbejdsprojekter fra min hånd. I mellemtiden kunne jeg vove mig ud i en af Elsebeth Gynthers hjelme - chilien har brug for sådan en tynd hue her til foråret. Selvom hjelmen, ligesom bukserne, var specielt mærket "nem" i bogen. Eller måske skulle jeg bare sy en pude...

Og så har jeg syet nye knapper i min forårsjakke - det kan jeg i det mindste finde ud af. En fugl synger om 17 grader og sol på torsdag. Jeg er ihvertfald klar!

Mere sygdom

Jeg havde forestillet mig at det her skulle være sådan lidt en fælles sygedag for mig og turboen. Blev nødt til at krybe til korset i morges og sygemelde mig. Kunne ingenting og var totalt flad. Men gav lige turboen en ekstra sygedag fra børnehaven også, så jeg ikke behøvede at bekymre mig for om jeg nu afleverde halvsøj turbo. Det er jo noget af en omgang hun har været igennem med to dage på langs på sofaen og stærke mavesmerter.

Det viste sig dog ret hurtigt her i formiddag at hun ikke var spor syg mere. Tvært imod. Efter to dage med inaktivitet havde hun åbenbart samlet energi sammen. Jeg havde forestillet mig vi begge to kunne ligge på sofaen og hvile lidt og se et par af mine gamle yndlingsfilm som jeg faldt over igår; Madicken og Lotte fra Spetakkelmagergade (Tip: findes i Brugsen til en 50´er). Men turboen er nærmer sig hysteriske anfald så snart hun ser en Lindgren-film, for hun bliver bange og synes de er skumle. Hun har åbenbart haft en dårlig oplevelse med dem, så vi får heller gemme dem lidt. Det endte så med et kompromis med mumitrollene.

Der er ellers ikke meget at lave når man sådan ikke magter at rejse sig fra sofaen. Men jeg fik da fyldt lidt op i min stofbeholdning hos stof og stil. Desuden har turboen jo fødselsdag om ikke så alt for længe, og vi brugte derfor ret meget tid på denne her side (ja, der er link). Her kan kageglade tøser nemlig gå amok. Og det er jo så billigt og dollaren er stadig lav (er den ikke?), så jeg bilder mig ind at det faktisk er lige så billigt som at købe brugsens dyre og kedelige kagepynt.

Jeg håber virkelig jeg er rask i morgen. Det bliver sgu for dyrt at være syg herhjemme.

Træt, del....

Jeg er meget, meget træt. Som i rigtig meget. Jeg har været ved at dratte ned ad min kontorstol flere gange idag. Jeg tror det skyldtes chiliens hylekoncert i går nat. En lille led hjørnetand er på vej. Igår var der tilgengæld ikke brug for tændstikker for at holde øjnene åbne, mærkelig nok. Da jeg beklagede mig til en kollega, hvis børn er fløjet fra reden, udbrød hun "Ja, det er ligesom når man har været til fest om fredagen. Det er først om søndagen man bliver rigtig træt". Fest??? Ja, det var vist noget jeg sidste gang var til for et par år siden. Og da var jeg gravid, så det var ikke meget jeg dansede på bordene. Jeg kan altså slet ikke huske hvordan det er med sådan noget fest og hvordan man gør. Men der er åbenbart håb om at jeg måske kommer til at opleve det igen så, når børnene er flyttet hjemmefra.

For at det ikke skal være løgn, har farmand været hjemme idag med en meget syg turbo. Hun har kastet op ustandseligt og sovet det meste af dagen. Totalt udmattet. Jeg håber VIRKELIG ikke vi skal have den helt store roskildeomgang igen. Jeg nægter. Hun kommer heller ikke i børnehave i morgen, så de to får endnu en dag herhjemme. Selv prøver jeg at dræbe eventuelle basiller med rødvin. Det kunne være man skulle tage sig en whisky inden man gik i seng for en sikkerhedsskyld.

Og jeg går altså i seng lige om lidt. Havde planlagt at se dokumentaren om chokoladeproduktion på DR2 i aften, men kan ikke holde mig vågen. Havde ellers håbet den virkelig kunne motivere mig til at holde op med at spise det skidt. Jeg må sige nydelsen ved et stykke chokolade forsvinder som dug for sol når man tænker på at små børn har lavet den under slavevilkår.

Håndarbejdsmæssigt gennembrud

Det her er så det første indlæg fra den bærbare med trådløst internet. Efter sådan cirka et halvt års tid fik jeg endelg taget mig sammen og ringet til sådan en teknisk support. Nu forstår jeg også hvorfor det tog mig så lang tid at tage mig sammen til det; fyren skulle gudhjælpemig sælge mig et mobilabonnement nu vi var igang! Nu lyder jeg som en sur gammel mokke, men det var hjælp til et teknisk problem jeg ville have. Var det et telefonabonnement jeg var interesseret i, var det jo nok det jeg ville spørge efter.


Men det var jo slet ikke det jeg ville sige. Det jeg ville sige var at jeg fik nye bukser i går. Jeg havde endelig taget mig sammen til at bestille et par af Christinas posebukser. Og allerede i går kunne jeg hente dem hos hende. Ja, hun er både dygtig OG hurtig. Og de er bestemt mine nye yndlingsbukser. De sidder lige som de skal, og jeg er allerede rigtig, rigtig glad for dem. Sådan ser de ud:


Og jeg kunne jo ikke dy mig for at gå dem efter i sømmene. Sådan ser de ud på vrangen:

Jeg har jo selv siddet og syet sådan lidt i det skjulte. Jeg synes bare aldrig at min tålmodighed har været tilstrækkelig til det der pjat (og da slet ikke til at det også skal se pænt ud på vrangen...). Egentlig passer syning mig glimrende, for det går jo så stærkt når man først kommer igang (modsat strikning - det kan jeg godt glemme). Men alligevel synes jeg ikke at jeg har haft tålmodigheden til at sy så det bliver pænt og kan bruges til noget. Men egentlig vil jeg jo gerne sy noget tøj, især til børnene, som jeg kan være bekent at tage på dem og samtidig vise mig sammen med dem. Jeg er for lidt tid siden startet på et par super enkle smækbukser til chilien i et Elsebeth Gynther mønster. De er slet ikke avancerede, og i dag fik jeg så taget dem frem igen. Først syede jeg babuskaer på knæerne, og gjorde mig umage for at det skulle se pænt ud.



Derefter skulle der nogle forstærkninger på stropperne og skråbånd rundt kanten. Der bliver jeg nødt til at tage endel af det op igen, men i stedet for at kyle symaskinen i væggen da jeg opdagede hvordan skråbånd arter sig når man syer en bue, tænkte jeg at "ok, så ved jeg det til næste gang". Mon ikke Christina og de andre sytøser også har sprættet ting op en gang imellem? Bukserne er en str 92, og chilien bruger i øjeblikket 80, så jeg har riiigeligt med tid til at gøre det pænt...desuden har jeg syet i denim, hvilket bliver ret tykt og varmt, så sommerbukser er det ihvertfald ikke. Jeg ser dem som et prøveeksemplar hvor jeg kan prøve og fejle lidt, og så syer jeg nogle nye i noget tyndere stof bagefter. Jeg må bare acceptere at jeg er nybegynder i det her, og at jeg lige skal gøre mig nogle erfaringer hen ad vejen inden jeg bliver professionel (nåja, mnidre kan nu også gøre det!)

chilistatus

NU er det så at jeg fuldstændig forstår det der med dagene der flyver afsted hurtigere end jeg selv kan følge med. Det har jo lige været weekend, og nu er vi der igen. Der er jo ikke sket noget i mellemtiden, bortset fra det der job og børn-trummerum, en enkelt løbetur og endel madpakker. Det er ligesom hvad jeg har nået. Jeg når nemlig slet ingenting. Jeg får nemlig en klump om benet så snart jeg træder indenfor døren når jeg er hjemme fra arbejdet og den bliver hængende til sådan cirka ved 19-tiden hvor den bliver puttet. Chilien er inde i en ekstremt morsyg fase (ja, den fase har snart varet 1½ år nu - sådan cirka siden hun blev født - men jeg insisterer altså stadig på at det er en fase, og at det går over). Hun hænger i mit ben, vil op og vil bæres og vil sidde på skødet. Og prøver jeg at sætte mig ved compteren eller bevæge mig udenfor synsvidde, er der hyl og skrig. Jeg kan ikke lave mad, tømme opvaskemaskine, dække bord eller noget som helst. Jeg kan til nød sætte mig på gulvet og bygge med nogle klodser. Jeg tror bestemt ikke det er løsningen af afvise hende - jeg tror bare det vil gøre det værre. Så der sidder jeg så...Heldigvis går det fint hvis jeg slet ikke er hjemme. Så er der lige pludselig ingen problemer, og hun kan lege selv eller sammen med turboen. Én ting er nemlig sådan en eftermiddag på 3-4 timer. Noget andet er en hel weekend med stalkeren. Det kan jeg nemt blive sindsyg af, så gode råd modtages med kyshånd.

Jeg er forresten lige ved at tro at hun på et eller andet tidspunkt kommer til at lære at tale. Jeg har nemlig været meget i tvivl. De jævnaldrende drenge i dagplejen kan nemlig sige komplicerede ord som traktor, mens chilien stadig synes det rækker hvis man kan sige eeehhh. Det kan man nemlig sige på mange måder. Nogle få gange kan det siges som et spørgsmål stille og roligt hvis hun peger på noget. Eller hvis der bare er noget hun vil fortælle; eeehhh eehhh eeeehhh. Men som regel er det højlydt og i et meget utålmodigt tonefald, når nu vi ikke rigtig forstår hende første gang. Men nu siger hun altså hej-hej - altså hvor det faktisk rigtigt lyder som hej-hej. Og her forleden dag lærte hun også AD, da jeg tog hende i at lege med toiletbørsten. Det var meget meget ad. Nåja - også siger hun også mam ma. Det betyder selvfølgelig mor, har jeg besluttet.

Skål!

Farmand er ikke den der er fremst i skoen når der kommer til teknologiske fremskridt. Han har lige fået en ny telefon. Sådan én med tastaturskærm, for den kan han sms´e med. Det letter altså hverdagskommunikationen endel når aftaler om hente/bringe/handle osv lige hurtigt skal træffes i løbet af dagen. Ok, Rom blev jo ikke bygget på én dag, men jeg er optimist og tror på at han nok skal få lært at bruge det.



Han er heller ikke den der shopper formuen op på nettet. Og forståelse for hvordan man kan blive fristet til at lade dankortet løbe af med sig, har han slet ikke haft. Før nu. Jeg tror nok han næsten havde sin debut som netshopper i går. Så nu skulle der om et par dage lande 24 flasker portvin i det lille hjem. Jeg gentager: 24 flasker. Det er ikke en skrivefejl. Det er med fult overlæg fra hans side. Vi - det aldrende ægtepar - kan nemlig godt lide et lille bitte glas portvin til et afsnit Matador. Men han er en hamstrer, og synes altid det er godt at have et lager. Det er også fint nok, så længe det gælder dåsetomater.



Der burde ihvértfald være til et par runder Matador i de flasker.

Weekendhygge

Når man skal brueg 37 timer om ugen af sin relativt vågne tid på det der arbejde, er det så at man lærer at få det ultimative ud af weekenden. Der skal hygges og leges, men der skal også være tid til alt det der huslige som man ellers ikke når til dagligt. Idag har været udpræget hyggedag for mit vedkommende, mens farmand tog sig af det huslige herhjemme. Ret god arbejdsfordeling, spørger du mig. Vi har nemlig haft tøsedag i byen, mig og turboen.

Vi startede med bussen. Bil dur ikke når der rigtig skal hygges (og når der skal findes parkering i Odense C en lørdag formiddag). Men turboen var ellevild med bussen. Vi havde en lille madpakke med af nogle vingummier, vi fnisede og fik læbestift på begge to. Og turboen råbte ustanseligt "Se!!! Et slot!!!" (det var så en kirke), "Se!!! Ikea!!!". Til trods for at vi nu passerer både kirken og Ikea ret jævnligt i bil - men verden ser åbenbart helt anderledes ud fra en bus. Nå. Men så skulle der shoppes lidt. Men kun lidt, for turboens tålodighed i butikker kan ligge på et ret lille sted. Men hun fik da selv valgt en sommerkjole med tilhørende T-shirt og hårspænder i Hø &Møg.

Hele udflugtens mål var dog sanseudstillingen på Brandts (ja, her er der så et link, som I ikke kan se. Men det er der). Fantastisk, og vi hyggede os i skoven, legede, klatrede rundt, gik i dækning i telt når der blev nat og tordenvejr. Hvis man nu er i nærheden af Odense ifølge med (eller uden) et barn inden den 2. maj, burde man absolut lægge turen forbi. Bagefter var det så planen at vi skulle på café og spise kage og drikke kakao. Og jeg blev tilslut nødt til at lokke med kagerne temmelig mange gange inden hun kunne rive sig løs. Jeg fik faktisk taget nogle ok gode billeder med mobilen, men ved ikke om man må lægge sådan noget på bloggen. Vil så nødigt blive bandlyst på Brants for fremtiden.

Vel hjemme var det tid til en luftetur i den lækre sol, men lækre chili i klapvognen. Når man nu sidder på sin flade de der 37 timer man opholder sig på det der arbejde, er det så man man får friskluft abstinenser, og benytter enhver lejlighed til nogel luft og lidt lys. Vi spottede både gæs (som jeg vist fik bildt hende ind var ænder - men hun købte den), heste og skove af erantis langs vejen.

Det må da siges at være den ultimative forårslørdag!

Velkommen tilbage

Det her avisudklip lå på mit skrivebord da jeg kom tilbage fra ferie i går. Når man har kolleger der er lige så store Wulffmorgenthaler-fans som mig selv, kan det jo ikke gå helt galt. Vi keder os ihvertfald ikke. Der er faktisk ret meget sjov og spas bag de lukkede døre på sådan et almindeligt gråt kommunekontor.

Nu hænger den på min opslagstavle til advarsel. Sammen med den tegning turboen har lavet til mig. Det er mig på tegningen, og vores hus, hvis nogen skulle være i tvivl. Og nej, det er jo ikke fordi jeg er så stor. Det er fordi jeg står forran huset og huset er længre væk, og dermed bliver jeg større end huset, har jeg fået forklaret.