fredag den 30. oktober 2009

Totalt blank på overskrift

Efter et par dejlige dage hvor chilien rigtig har sovet godt både om dagen og om natten ( i går morges måtte jeg vække hende kl 7.30. Det er ALDRIG sket før. Her er vi jo normalt friske kl 05.15. Ihvertfald når vi sådan lige har glemt at indstille hende på vintertid) er hun tilbage til normalen og propelvirksomhed om natten igen. Har en mistanke om at soveriet skyldes vaccinen hun fik ved 1-årsundersøgelsen i onsdags. Er det ikke så en idé at lade sine børn få en lille bitte vaccine dagligt, tænker jeg så? Hun bestod ellers lægetjekket til ug med kryds og slange. Hun er en lille spirrevip på 73 cm og 9 kilo - en rigtig glad spirrevip. Lægen mente at det kunne være en god idé at bestille tid hos en ørelæge, siden hun nu roder så meget rundt om natten. Nu har jeg jo læst mig frem til her i blogland at der kan være ventetid hos sådan nogle. Så jeg fattede telefonen med det samme jeg kom hjem. Man kunne ikke engang komme igennem på telefonen! Lukket telefon på grund af travlhed i klinikken, sagde de. Det har der været i to dage nu.

Nåmmen. Vi har jo en effektiv weekend forude. Jeg har jo været på kursus i effektiv tidsstyring i dag. Ville da helst afprøve alle alle tricksene med det samme i min jobsøgning, men tror det er lidt ondt at sparke resten af familien ud af huset i morgen tidlig, og bede dem komme hjem om eftermiddagen fordi nu skal mor her arbejde. Iøvrigt et lidt syret kursus med fire deltagere og hvor den ene af dem i går havde fået besked på at hun havde fået det job som jeg ikke fik....og det uden erfaring overhovedet fra branchen. Men jeg tror faktisk at hun passede bedre til det end mig, så det er så fair nok. Men jeg er nu i hopla alligevel, for jeg er kommet med i en jobklub, og sådan noget er bare guld værd. Var også forbi mit gamle arbejde her til morgen for at forhøre mig om muligheden for at ansætte mig i et barselsvikaiat fra januar måned, og min kollega, der "helt tilfældigt" viste det sig, sad i ansættelsesudvalget, mente at det kunne være en god idé. Nu skal jeg bare have hendes chef med på ideen.

Og lige nu skal der kigges film. Er totalt håbløst bagud havd sådan noget angår, så Slumdog Millionaire har jeg ikke set endnu. Men det bliver så aftenens projekt.

torsdag den 29. oktober 2009

Job til mig, anyone?

Godt gået at være til to jobsamtaler på en uge - på én dag ovenikøbet - og ikke få et eneste job. Så har man nok klokket ret meget i det, tror jeg nok. Men jeg har altså stadig ikke noget job. Og måske er det ok. Jeg vælger at tro at det er fordi der venter noget bedre rundt næste sving. Det ene sted ringede tilbage i går med en ordentlig begrundelse for hvorfor valget nu ikke faldt på mig. Af de 81 ansøgere var der hele tre der sad i et tilsvarende job lige nu - bare et andet sted, og som derfor kunne gå lige ind i jobbet uden oplæring overhovedet. Ja, den kunne jeg jo så ikke hamle op med. Chefen synes iøverigt min samtale havde været rigtig god, men de havde altså valgt det sikre. Det andet sted blev jeg ringet op fra her i eftermiddag. Det blev så ikke mig, kunne den kontante chef fortælle, og begav sig ud i en lidt svævende forklaring om at de havde valgt nogle der passede til teamet og 190 ansøgere. Og de har måske ret; der var repreæsentanter fra det aktuelle team tilstede ved samtalen, og de så meeeeget alvorlige ud og sagde kun pip når jeg spurgte dem direkte om noget. Samtalen var i det hele taget lidt syret; Gennem mine efterhånden nogle år på arbejdsmarkedet har jeg kun mødt én person jeg har haft problemer med at samarbejde med. Det var i mit seneste job hvor jeg havde en ekstern samarbejdspartner. Jeg er ikke på nogen måde stolt af mine præstationer i det job; det vare et meget mærkeligt firma jeg arbejdede for, jeg var gravid og havde det skidt, jeg skulle varetage opgaver jeg overhovedet ikke kunne stå inde for og jeg var røv elenidg til det. Men det her pernittengryn af en samarbejdspartner var så tilstede ved samtalen i mandags, og det er altså svært at sidde og fremhæve sine fortræffeligheder, når man ved at der sidder nogen i ansættelsesudvalget der har en anden opfattelse af sagen - altså mig. Desuden kom jeg vist til at kalde en spade for en spade. Jeg kom ihvertfald til at kalde systemet for bureakratisk, og det har jeg på følelsen at jeg skulle have ladt være med.

Nåmmen. Det er da ikke bare elendighed, det hele. Idag har jeg fået rigtig meget ros. Af min tandlæge, fordi jeg har så pæne tænder. Og man må jo tage den ros med man kan tiltuske sig. Selvom jeg ikke fik nogen ting; da jeg fortalte turboen her til morgen at jeg skulle til tandlæge i dag, lyste hun op: "Så får du en ting bagefter!" Men min tandlæge har desværre ikke nogen bakke med perlearmbånd og dimsedutter. Efter tandlæge stod den på brunch med venninde. En venninde der står og skal på barsel om kort tid, og det barselsvikariat skal jeg da have! Jeg skal bare lave noget lobbyarbejde og bearbejde de rigtige personer først. Starter i morgen.

Jeg skal forresten på kursus i morgen. I personlig planlægning og effektivitet. Det er i den grad tiltrængt. Efter først en uges ferie, dernæst en uge der henholdsvis gik med at kigge i postkassen og tjekke mail for indkaldelse til samtale, og dernæst en uge hvor man ikke kan finde ud af noget som helst fordi man ikke ved om man er købt eller solgt, skal det blive godt at komme op på hesten igen. Har allerede spottet et par nye jobs der skal søges. Og hvis nogen derude kender nogen der kender nogen der har et ledigt job, så er jeg garanteret interesseret!

tirsdag den 27. oktober 2009

HURRA!

Nej, jeg har stadig intet hørt fra de to steder jeg var til samtale i går, så overskriften har intet med dét at gøre. Det ene sted ville give svar i dag (og det burde de vel sådan set have givet nu, hvis nu var den heldige), og det andet sted på torsdag. Samtalerne gik ok, men jeg ved ikke om jeg har de store forhåbninger til noget positivt resultat. Jeg tror arbejdsgiverne tror at jeg kommer til at kede mig og at stillingerne ikke er udfodrende nok. Det har de måske ret i, men jeg skal jo bare have et job - NU. Jeg behøver jo ikke blive hængende til jeg skal pensioneres, vel? Men det er jo bare mit syn på sagen - arbejdsgiverne har nok et andet. Lige nu går jeg rundt som en løve i bur og kan ikke samle mig om noget som helst, og sådan kommer det jo nok til at være indtil på torsdag.

Men der er jo én der fylder et helt år i dag. Det kan man da ihvertfald råber hurra for! Min lille baby er blevet en lille tumling der racer afsted på sine små ben i et forrygende tempo, griner og smiler. Sådan så hun ud for lige præcis et år siden - kun et par timer gammel, og ved at få tøj på, så vi kunne tage hjem fra sygehuset.

Og her er hun under gaveoverrækkelsen her til morgen. Storesøster assisterner med udpakningen.

Chilien er hjemme idag, men sover sødt i sin barnevogn nu. Vi har nemlig haft én af de væste nætter ever. Chilien sover gerne i vores seng store dele af natten, for så slipper jeg for at stå op hver gang hun vågner. Men det betyder så at jeg har en roterende propel i min seng, hvilket også kan være en udfordring for nattesøvnen. I nat kuliminerte det da turboen også ville sove hos mor og far, og chilien så, mens storesøster sover sødt, nikker hende den største skalle. BANG! Snakker om hyl og skrig. Men det var jo selvfølgelig en særdeles ubehagelig måde at vågne på for turboen. Chilien plejer heldigvis at kompensere for urolige nætter med lidt længre lure om dagen. Håber det også gælder for dagen i dag.

søndag den 25. oktober 2009

Travl dag forude!

Det blir en travl dag i morgen. Fik da tilsidst flyttet tidspunktet for samtale nr to, så det bliver hele to jobsamtaler i morgen. Heldigvis er der god tid mellem dem, så det skulle kunne lade sig gøre uden at blive stresset - selvom jeg er afhængig af DSB for at komme fra den ene destination til den anden. Og her sidder jeg og burde have forberedt mig bare en smule. Men ved ikke helt hvilken ende jeg skal starte i, og synes jo ogfså jeg har styr på det. Sidst jeg var til jobsamtale for nogle år siden, fik jeg det sædvanlige spørgsmål med tre god og tre mindre gode egenskaber om mig selv. Jeg kunne sgu kun finde én dårlig egenskab, og så gik jeg helt i stå. Tæppet gik ned, og jeg kunne ikke komme i tanke om flere. Men det var åbenbart heller ikke noget godt trick, for jeg fik da heller ikke jobbet (det gjorde til gengæld en af mine gamle kolleger, og han løb skrigende væk efter en uge, så det gjorde måske ikke så meget). Men så vil jeg bruge aftenen på at gruble lidt over mine dårlige egenskaber. Er sikker på farmand kan hjælpe. her.

Weekendens krea-syssel har været armbånd lavet at perlepladeperler. De bliver rigtig fine, og jeg har lavet to til turboen og et til mig selv. Kunne da tage det på til samtalerne i morgen, men farmand synes jeg skal lade være hvis jeg vil have et job. Billeder får blive en anden dag - der er kø på computeren.

Har da også brugt noget at dagen på netønskeshopping. Alt det jeg skal købe når jeg kommer til at tjene penge (ja, skal jo lige huske mig på at jeg jo ikke har fået job helt endnu). Og egen computer står helt øverst på listen!

fredag den 23. oktober 2009

Venteskriblerier

Tromme tromme....vente, vente. Så var man godt nok gået hen og blevet eftertragtet, hva´? Jeg er indkaldt til jobsamtale. Eller samtaler. To stk. På mandag. På præcis samme tidspunkt. I hver sin ende af Fyn. Det siger sig jo selv at det ikke kan lade sig gøre - jeg er jo ikke Fantomet, vel? Det første sted jeg blev indkaldt ringede chefen selv for tre dage siden og spurgte om jeg kunne tænke mig at komme til en samtale hos dem på mandag. Selvfølgelig ville jeg det, og han takkede pænt. Han virkede ret sød. Det andet sted jeg er indkaldt fik jeg en mail fra i går aftes med et tidspunkt hvor jeg skulle møde på mandag - altså samme tidspunkt som jeg skal være det andet sted. Jeg mener generelt at man når man er jobsøgende skal stå på hovede, røv og albuer for en potentiel arbejdsgiver, så i princippet er den facon at indkalde på helt ok. Men da jeg ikke har mulighed for at være to steder på én gang, ringede jeg i morges kl. 08.05 for at høre om tidspunktet kunne rykkes da jeg desværre allerede skulle til en anden samtale (hvilket jeg jo gentlig ikke var meget for at fortælle, men som jeg ser det er der stort set kun anden jobsamtale og egen begravelse der dur som undskyldninger i sådan en situation). Det vidtse damen ikke rigtigt, for hele dagen var booket op, men hun skulle høre chefen om muligheden for at rykke min samtale. Og så skulle hun ringe tilbage, og det har hun så endnu ikke gjort. Og skulle det ikke lade si gøre, tror jeg nok helt sikkert lige pt at jeg har lyst til at arbejde det andet sted, hvis man nu havde valget. For selvom man er arbejdsgiver og selv om jeg er arbejdsledig, synes jeg måske det er en lille smule arrogant måde at gøre det på med så kort varsel uden mulighed for at ændre tidspunktet i krisesituationer. Det handler jo bare i bund og grund om ordentlig planlægning. Nåmmen - jeg venter videre.


Nu skal jeg så lige have finpudset og sendt en anden uopfodret ansøgning afsted. Derfter bliver det tidlig hentning af turbo i børnehaven. I går blev hun også hentet over frokost, og vi havde lidt tid herhjemme med varm kakao og perleplader inden chilien skulle hentes. Tænker vi gentager sucessen i dag, hvis ikke vi ligefrem vover os ud i et bageprojekt. En lille kage til weekenden kunne man da godt bruge.
Her er så lidt fra gårsdagens produktion. Min til højre og turboens til venstre.



Næste opgave er at lave perlesnekrystaller til at hænge i vinduet. Igen prøver jeg på noget jeg har set i et blad. Det plejer jo ikke at lykkes så godt, men sådan nogle små snekrystaller burde være overskueligt (ja, det er faktisk perler, og ja, det er et fantastisk dårligt billede)


søndag den 18. oktober 2009

Naturoverload

Jeg har fået naturoverload. For meget natur, simpelthen. Jeg bor jo midt i den, og får ikke de daglige ture til byen, som dengang jeg gik på arbejde. Efterårsferien blev gud hjælpe mig også fuld af natur (selvom det er noget pænt noget af slagsen, de har derover i Jylland, så det var sådan set fint nok). Idag skulle tøserne luftes, så vi gik lige en tur i dejlig efterårssol (nej, det var ikke en aftenstur, men bliver altså ikke helt gode venner med det mobilkamera). Og da jeg havde været hjemme og læsse familien af, tog jeg alene ud i den samme natur igen. Nu med løbesko og fuld skrue på ipoden. Ikke mere fuglekvidder til mig, tak. Tror nok det bliver til en tur ind til civilisationen her i løbet af ugen. Må finde et påskud. Måske handle fødselsdagsgave til chilien der - gisp! - fylder et helt år i næste uge


lørdag den 17. oktober 2009

Ferieslut

Så er vi landet herhjemme igen efter efterårsferie og sommerhus. Kunne altså nemt lige brugt et par dage mere i det hus. Vi har været ved Ajstrup Strand, lige syd for Århus. Et ældre sommerhus som sådan med arkitektoniske termer ville være svært at placere inden for en bestemt stilretning, men hyggeligt på sin helt egen måde. Haven bød på legehus i tre plan (ja, der var også gravet ud til kælder. Ølkælder, selvfølgelig, hvor turboen tilbragte mistænkelig meget tid), et gyngestativ og et lille lege-minaret, selvfølgelig.




Chilien og jeg har tilbragt endel tid langs vandet. Hun forøgende sovende i barnevognen, og mig med kaeraet. Og jeg er så vendt hjem med et par hundrede billeder i kameraet. Men det var altså bare så smukt. Se selv:





Det bedste ved at være på ferie, er at man må gøre alt det man ikke må til hverdag (nånej, ikke sove længe. Lige dén bed børnene ikke på, desværre). Så vi har set fjernsyn. Virkelig, til den store guldmedalje til vi blev firkantede i øjnene (og når man nu er så uvant med det der fjernsynskiggeri, skal der faktisk ikke ret meget til) med ret store mængder Toffifee og Toblerone til. Men vi har jo også haft delvist pragtfuldt vejr, så torsdagen skulle gå med leg på stranden, havde mor bestemt. Men der var bare ikke taget højde for vinden, der hurtigt sende den fine sand ind i øjne og mund på de søde små. Der var koldt og sandslottet blæste hele tiden i stykker. Så vi gik hjem og drak noget kakao. Nedenfor ses de inden krisen indtrådte:

Vi lagde ellers hårdt ud i vores ferie med en dag i Århus. Turboen bliver hurtig træt af forretninger, så ret meget shopping blev det ikke til - bortset fra en tur i H&M hvor vi ekvpierede stort set hele familien med vinterjakker, fleecetrøjer, huer og vanter. For der var bare KOLDT. Overalt. Og det havde husmoderen ikke taget højde for da hun pakkede (havde godt nok husket både vinterjakke, hue og vanter til sig selv, men ikke til børnene. Onde mor. Men man kan jo ikke få det hele med). Derefter tog vi på Århus Kunstbygning der havde et rigtig fint værksted i deres café, hvor børn kunne komme og male og lime med diverse materialer. Så her faldt turboen hurtigt i staver. Vi havde tidligere på ugen været forbi Brandts og deres klippe klistre efterårsferieværksted - også med meget stor success.
Vi fik jo også vores del af regnvejret der over i Jylland i går, men dagen skulle meget passende bruges på familiebesøg i Silkeborg, så det gjorde jo ingen ting. Synes i ddet hele taget vi har fået endel ud af vores dage, inklusive afslapning, så nu skulle vi være rimelig godt rustet til hverdagen igen lige om lidt.


søndag den 11. oktober 2009

Feriesøndag

Vi er gået i efterårsferiemode herhjemme og jeg prøver at lære at slappe af. Og tage det roligt. Der er masser af ting der burde være gjort, og jeg har gode intentioner om at få udraderet min to do-liste hver morgen. Uden held så langt. Så der er heller ikke blevet plantet løg i haven i dag, og der er heller ikke blevet ryddet og vasket på 1. salen. Til gengæld har jeg gået ture - først med chilien for at spotte køer (de er et stort hit i øjeblikket), men vi så kun en hest, hvilket også viste sig at være fint nok. Derefter tur med turboen i skoven, der viste sig fra sin bedste side (både skov og turbo, faktisk). Vi har samlet blade der nu ligger i pres, og skal blive til billeder, og nogle hasselnødder blev det også til. Og jeg har fået foredrag om myrer, og virkelig blevet klogere. Det var åbenbart et kæmpe hul i min myre, men myrer er månedens dyr i børnehaven, så turboen er et omvandrende myre-leksikon.




Ja, her reder vi ikke hår om søndagen...



Hjemme igen blev der også bagt pizzasnegle og tranebærboller. Dem har jeg med vilje ikke taget billede af, for det første fordi mit bagværk godt nok ofte smager godt, men kønt ser det ikke ud. Det har jeg ikke tålmodighed til. Og for det andet er jeg ikke stolt af mit køkken når jeg sådan har kokkereret i et par timer. Heldigvis havde vi farmand til at rydde op bagefter. Men så var den dag jo sådan set også gået. Man når ret lidt når man har to mindreårige hængende rundt benene hele tiden.
Lige om lidt skal jeg også sende en jobansøgning afsted. Der er intet mindre end 7 ledige stillinger for sådan nogle som mig lige pludselig. Arbejdsløshedsbranchen er åbenbart en branche i vækst...selvom det måske ikke ligefrem er drømmejobbet, tror jeg det kan gå hen og blive fint nok hvis jeg nu skulle være så heldig at få møvet mig ind på den anden side af skrivebordet. Men stort set samtlige stillinger er til besættelse pr 1. november. Det er jo lige om lidt, mand! Og så mig der ikke har været ude i det virkelige liv siden august sidste år! Det er da lidt vildt hvis man bare lige pludselig bliver kastet ud i det. Og jeg har så meget jeg skal nå herhjemme som jeg slet ikke har nået. Gad vide om det vil være for frækt at bede om et par måneders aklimatiserings- og tilvænningsperiode hvor jeg kan få ordnet hængepartierne og indstille min hjerne på tankevirksomhed igen hvis man skulle få tilbudt et job?


fredag den 9. oktober 2009

Efterårsferie

Lige om lidt henter jeg tøserne hjem fra børnehave og dagpleje til efterårsferie. Og jeg tror måske det for en gangs skyld kan blive en rigtig ferie. Ferie som i afslapning og hygge. Lidt byggeprojekter kommer vi ikke udenom, men fra på tirsdag er vi at finde i sommerhus. Forhåbentlig et hus hvor der ikke er terasser der skal bygges, fyr der skal skiftes osv.Egentlig var vi på jagt efter en bylejlighed i sådan en lille storby i nærheden. Vi synes jo ligesom vi får nok natur og frisk luft her ude på landet i forvejen, så når vi skal feriere vil vi gerne have masser af biler, mennesker, forurening og larm. Det kunne dog ikke lade sig gøre - hverken i Århus eller Malmø, med sådan en ferielejlighed i byen. Så som børnefamilie er man åbenbart forvist til sommerhuse langt væk fra alt det sjove. Vi har dog lejet det sommehus vi kunne finde der lå tættest på Århus, så det bliver da mindst én bytur. Men strand og natur slipper vi nok ikke for alligevel.
Men én ting er godt ved sommerhuset; det har fjernsyn. Det er jo mere end hvad vi har herhjemme i øjeblikket. Så mon ikke vi skal sidde klistret til skærmen i fire dage - selv når solen skinner udenfor. Jeg skal bare se SÅ meget fjernsyn. Egentlig savner jeg ikke fjernsynet herhjemme nævneværdigt. Det jeg saver mest er faktisk at sidde og strikke lidt forran fjerneren. Ikke fordi jeg kan strikke, overhovedet, men det er nu hyggelig på sin måde alligevel. Så nu har jeg allieret mig med op til flere strikkeprojekter.

Det første projekt er der blevet reklameret for på diverse blogs her de seneste dage, men det er en super sag, så jeg reklamerer gerne lidt ekstra. Jeg skal strikke en hue til en baby i Afrika. I kan læse om det her. Men altså. Når babyer dør fordi de fryser på hovedet, er det mindste jeg kan gøre at se om jeg kan få strikket en hue sammen. Jeg har aldrig prøvet at strikke en babyhue før, men hvor svært kan det være? Og skulle det gå helt galt, må jeg jo betale mig fra det - det kan man nemlig også. Havde oprindelig købt uldgarn til formålet, men det kan jeg jo se var en fejl. Nu er der derimod indkøbt noget gråt nissegarn i acryl nede fra brugsen. Håber huen kan gøre nytte alligevel.

onsdag den 7. oktober 2009

Rapport fra den virkelige verden

Det er jo ikke sådan et få fulgt op på bloggen når man forlader matriklen hele to gange på en uge! Det er lige før det er i overkanten for én der stadig er i barsel mode.

I lørdags tog jeg nemlig - helt alene - over til Københavnstrup. Havde - for første gang i nok sådan cirka et år - nogle timer fri til shopping (faktisk uden sådan rigtig at shoppe noget!), cafebesøg (på Paludan med sandwich, the, fred, ro og en avis - uden afbrydelser), en tur på Worls Press Photo og biografen. Derefter hygge, vin og mad i dejligt selskab på Falernum, inden jeg ret så kvæstet var hjemme næsten ved midnat. Farmand og tøserne hyggede herhjemme med biksemad (det må man nemlig godt spise når mor ikke er hjemme, for mor kan ikke lide det) og pandekager.

Idag har jeg så været på jobsøgningskursus i min a-kasse. Helt og aldeles frivilligt. Ikke så meget nyt under solen , skal jeg være ærlig - jeg har jo selv afholdt lignende kurser - men hyggeligt og sjovt at møde ligesinnede. Sjovt, især fordi ret mange af mine medkursister var nyuddannede. Den ene halvdel af dem var på jagt efter et job hvor man kunne fordyyyybe sig og have ro til at tænke store tanker - meget gerne i det offentlige. Den anden halvdel snakkede om innovation, som de åbenbart havde lært var det nye buzz-word. De skulle bare innovere en hel masse, gerne museumer, men jeg fandt aldrig ud af hvad innovationen skulle bestå af. Så er det man virkelig føler sig oldgammel og sat. Men jeg har jo ligesom prøvet at arbejde i det der offentlige hamsterhjul, og fordybelse og ro er sjovt nok ikke de første ord der falder mig ind. Jeg vil heller sige sprint, spurt og forhindringsløb er mere dækkende.

Og nu er min hjerne ellers bare flad efter sådan en hel dag ude i det virkelige liv. Gad vide om jeg i det hele taget egner mig til det der arbejdsliv mere?

torsdag den 1. oktober 2009

Dagens jobs

Jeg har en jobagent - eller rettere flere - som dagligt sender mig bud på ledige jobs jeg kan søge. De bud der kommer fra jobagenten skulle på en eller anden vis matche nogle ønsker på jobs som jeg har indtastet. Jeg får dagligt 3-5 jobs tilsendt, og indtil nu har jeg søgt to af dem...det siger noget om successraten på det her matcheri. Og jeg tror heller ikke jeg kommer til at søge på dagens tilbud fra jobagenten; underviser på en frisørskole og underviser i et eller andet til automekanikeruddannelsen (aner ikke helt hvad - har svært ved at forestille mig at jeg kan bidrage med noget som helst på den uddannelse. Med mindre det er noget med at se mest mulig hjælpeløs ud når bilen ikke vil som jeg vil, så der kommer nogen og forbarmer sig). Det sidste bud fra jobagenten på et job jeg kunne søge var et lektorat i diskret matematik. Jeg kiggede faktisk stilligsopslaget igennem, men blev ikke helt klog på hvad det her diskret matematik er for noget. Hvis det er matematik der er så diskret at man ikke opdager regnefejl var det måske ikke noget tosset bud. Det skal siges at mine matematikfærdigheder ligger under 2. klasses niveau. Jeg har taget mig selv flere gange i at sidde og spekulere over hvordan man nu skal løse opgaver i de 2.klasses pesnumbøger som farmand nogle gange har med hjem fra arbejde. Så lektorat er måske at sigte lidt højt, lige meget hvilken type matematik der er snak om. Men måske hvis der var tale om distræt matematik? Det tror jeg nok ville kunne være et ekspertområde for mig. Og hvis der så i tillæg er noget med penge og økonomi involveret, så ville jobbet helt sikkert være hjemme.

Iøvrigt fik jeg sendt en ansøgning afsted i dag - det job jeg mener jeg er ret så kvalificeret til. Lige efter får jeg en mail tilbage som en bekræftelse på at ansøgningen er modtaget. Underskrevet af en tidligere kollega. En der var omstillingsdame et sted jeg arbejdede tidligere. Gad vide om det er godt eller skidt? Sådan nogle omstillingsdamer er jo sådan nogle der ved alt om alle - det er jo ligesom deres job. Jeg aner sådan set ikke hvem hun er - vi var fysisk placeret i hver vores by - men jeg har jo snakket med hende i telefonen en hulens masse gange., og hun har jo i flere år haft fuld oversigt over hvad jeg render og laver - og ikke laver. Har faktisk en mistanke om at jeg har flere ex-kolleger på det her kontor hvor jeg nu har søgt. Og så mig der troede at jobbet næsten var hjemme....