fredag den 31. juli 2009

Vi tæller stadig ned...

Nogle gange skulle jeg ønske jeg var lidt mere handy. Som i lige nu. Eller - nu sover de søde små (eller - det gjorde de vist ikke alligevel. Nemesis igen - men nu var det farmands tur til at løbe). Men altså der er nogle eftermiddage når man står der med to børn og aftensmad til op over begge ører, hvor jeg skulle ønske jeg kunne håndtere en skruemaskine. Farmand skruer brædder på terassen. Der er vist noget med 1000 skuer der skal skrues. Lyder nemt og dejligt afslappende at bare sidde der og skru. Jeg kunne nok nemt lære at håndtere maskinen, men det er vist også noget med at det skal være lige, og så langt rækker mine evner ikke. Ihvertfald ikke når brædderne i udgangspunktet er pisse skæve.

Men der er elleve dagen igen nu. Jeg tror nok at efter den 11. august kommer der til at gå nogen tid inden nogen overvejer at løfte en skruemaskine eller en hammer igen. Og det kommer også til at gå noget tid før jeg laver mad og putter børn, for nu er det vist nogen andres tur. Men elleve dager burde vi kunne klare. Især siden der kommer norgesbesøg i morgen, og morfars ører fint kan bruges til at aflaste mine når turboens munddiaré tager over. Men jeg glæder mig til at få et liv igen. Til at tage på weekendture, og ikke bare sådan noget med et par timer til en eller anden legeplads søndag eftermiddag for at lufte børn. Til at komme ud og se nogle mennesker - måske helt til København! Eller Jylland! Til at komme på date med sin mand (hvis nu man ovenikøbet havde en babysitter. Anyone?). Der er helt sikkert også andre sjove ting man kunne foretage sig når man nu får et liv. Tips modtages med tak - jeg har vist glemt hvordan man gør.
Jeg har da heldigvis ikke glemt hvordan man plukker blomster. Her er resultatet af chiliens og min tur med barnevognen i formiddag.




mandag den 27. juli 2009

Husmorfri

Så er jeg her igen. Nu tilsyneladende uden virus. Det var gået væk af sig selv her i weekenden, åbenbart. Måske var det bare computeren der havde brug for hvile?

Og hvad er der eller sket iden sidst? Jo, røde Römer er ankommet, for dem der var interesserede i dét. Der gik 1½ uge fra jeg bestilte, til den ankom - det tager jo noget tid at sende sådan noget dernede fra Tyskland. Men det kan altså godt anbefales at handle autostole på mytoys.de.
I torsdags stak jeg forresten af med bilen og susede ind til Odense så snart truboen var hjemme fra børnehaven. Havde jo fået udsgangstilladelse. Manden styrede hus og børn med hård hånd (og lod chilien spise 45 (!!!!) kødboller til aftensmad. Det var godt nok sådan nogle suppe-nogen, der ikke var ret store, men alligevel...) og jeg tog på tiltrengt husmor-udflugt. Startede med lidt udsalgsshopping, og fik virkelig gjort en kup, og udsalgskup kan vi husmødre jo godt lide (ihvertfald når vi er på barselsdagpenge). Min nye yndlingsbutik, Pinoc, havde nemlig 70% på endel ting - deriblandt de sandaler jeg har gået og savlet over siden foråret, men ikke har købt, fordi jeg jo ikke liiiige stod og manglede dem, og et par cowboybukser, som jeg faktisk manglede. Situationen er lige pt. sådan at jeg når jeg har bukserne på må vælge om jeg vil knappe dem eller om jeg vil trække vejret. Begge dele samtidigt er desværre ikke muligt. Men med et par løbeture mere, bliver de helt fine her til efteråret. Så en plovmand skulle jeg af med for det hele. Godt gået når kun bukserne i forvejen kostende næsten 1300 klejner.


Bagefter gik jeg på Brandts og faldt i staver over to udstillinger


Man får helt sikkert ikke det samme ud af at kigge på det her ret dårlige billede af et par postkort jeg købte, men hvis man nu kigger rigtig godt efter, kan man måske se pointen alligevel. Det andet jeg så var Kirsten Kleins foto-udstilling, og ikke mindst et interview med hende fra DR2 der kørte i baggrunden. Spændende dame! I august kommer hun og fortæller om udstillingen - det ku jeg da godt tænke mig at overvære, tror jeg. Lækkert at tulle rundt derinde et par timer inden turen gik hjem igen og tilbage til husmorgerningen (og der var tale om en noget brat overgang, da chilien havde en særdeles urolig nat. Det skyldes formentlig kødbollerne...)
Ellers leger vi jo lidt med perler herhjemme. Startede i det små med bl.a. et navneskilt til turboen. Man skal bare huske at når man skriver bogstaver, skal det vende spejlvendt...derfor er navneskiltet strøget på begge sider...




Nåja, da mor her faldt over de her sko på sin udsalgsjagt, var hun solgt. Nu matcher storesøster chilien, som har hue i samme mønster. Snakker om perlebørn:-)


søndag den 26. juli 2009

Nedlagt

Jeg er lagt ned med virus. Eller altså - computeren. Intet som helst virker. Alt er totalt dødt. Løb ud og investerede en mindre formue i virusprogram. Som man skal have netadgang for at få installeret. Hvor genialt er det lige, at det er??? Derudover skal man også have netadgang for at finde telefonnummeret til supporten. Nummeret var rigtig godt gemt på en hjemmeside, som jeg efter ret meget besvær kunne finde via min telefon. Ellers er der rigtlig mulighed for support via e-mail og chat. Jammen, når man nu ikke har noget net.....Troede man skulle være smart for at udvikle sådan nogle programmer, men det er åbenbart ikke tilfældet.

Nu har jeg hentet den gamle bærbare med håndsving ned fra loftet så den får gøre nytten til i morgen tidlig hvor denne her support åbner telefonen. Har været tre dage uden computer nu, og det går nu sådan set fint. Især når man kan bruge telefonen til det akutte (tjekke op på prinsenavn, og sådan noget). Vores fjernsyn dur nemlig heller ikke. Endda det kun er et par uger gammelt. Men der er vist noget med et kabel. Gør mig nu ikke noget, faktisk. Klarer mig fint uden, selvom en nyhedsudsendelse i ny og næ havde været ok. Så med udsigten til en lang weekend uden hverken det ene eller andet (ikke for noget, vi har jo rygende travlt med det her hus, men når der er mørkt udenfor, kan man jo ligesom ikke stille så meget op med det alligevel) fes jeg forbi biblo efter nogle bøger. Har ligesom været between books i noget tid nu - næsten en hel uge, tror jeg, så der skulle noget nyt åndelig føde indenbords. En af mine favoritter er Erlend Loe, og ham faldt jeg så over. Endda en bog jeg ikke havde læst. Jeg foretrækker ham jo på originalsproget, men det kan jo mit lille lokale biblo ikke klare. Underligt at læse ham på dansk, men bogen er rigtig fin, den, selvom oversættelsen irriterer.

Derudover tror jeg nok at både hybris og nemesis og hvad de nu hedder alle sammen, har hjemsøgt mig. Jeg er jo kommet i skade for at skrive noget om at chilien nu sover igennem. Indimellem helt til kl. 06, hvis vi er heldige. Vi er åbenbart slet ikke heldige mere. Hun er begyndt at rejse sig op i sengen i søvne, sådan cirka en gang i timen natten igennem (hun starter dog altid først når mor er gået i seng. De første timer efter hun er puttet er der ikke nå meget som et snøft fra hende), og til sådan cirka kl 05.30 hvor farmand forbarmer sig og står op. Det er nu ikke fordi hun holder lange natlige fester, men man skal jo alligevel stå op og gå ind til hende, lægge hende ned og give hende sutten, så det her med op til flere timers uafbrudt søvn får forblive en ønskedrøm lidt endnu.

Nå. Der er sengetid for trætte mødre. Får heller gøre mig klar til nattens strabaser.

onsdag den 22. juli 2009

Regnevejrsdagssysler

Prinsessen, aka turboen, holder fridag i dag. Sådan rent vejrmæssigt kunne jeg bestemt valgt en bedre dag til at holde hende hjemme fra børnehaven, for der er udsigt til heldagsregn, lyn, torden og indevejr. Har dog lovet en tur på Egeskov, når chilien vågner fra sin lur, så der smutter vi ned alle tre og kigger på hvordan prinesser boede i gamle dage. Og på Shanes udstilling.

Havde nu også forberedt mig på indedag og hamstret perleplader og nye perler i går. Ville få gerne haft fingrene i sådan noget oeps-perleri, men det får jeg jo ikke. Så må man jo lave det selv, tænkte jeg. Man skal bare kunne tegne for at lave det. Men der er jo masser af mønstre på nettet, flickr, for eksempel. Turboen sidder og hopper ved siden af mig og hiver mig i buksebenet, så lige om lidt går vi i krig med perlerne. Der var masser af perlerier udstillet i butikken, og som den middelaldrende ekspedient sagde, var det jo "så hipt lige nu, med de perler". Så hvis man nu troede at man er bare var en lille smule fremme i skoen, men så er man bare totalt mainstream
En pakke pladevat blev det da også til da jeg var ude og handlede i går. Skal sy sådan en Tilde-pude til hende. Hun elsker at pille ved alle mulige små ting, og jeg er for nærig til give en formue for nogt jeg kan sy ligeså godt selv. Ok, næsten lige så godt, så.


Og da jeg nu alligevel var ude at handle fik jeg forresten også lige en kjole med hjem. Ren impuls. Bruger meget sjældenst kjoler (såsom i aldrig), og har op til flere hængende i klædeskabet som nok ikke har været luftet i overdreven grad. Men nu skal jeg til at være en kjole-pige. Kjolen hang i H&M og den råbte efter mig - meget højt - da jeg gik forbi, så jeg vanskeligt kunne overse det. Den er endda i 100% viscose. Og mig der aldrig går i andet end bomuld, hør og uld. Og den sidder fantasitisk. Har ikke helt styr på endnu hvad den skal bruges til, men jeg er sikker på at der kommer en lejlighed snart. Og den kan da også bruges til hverdag til efteråret med en cardigan, tykke strømpebukser og sneakers. Kjolen råbte vistnok meget højt efter flere, for lige pludselig stod jeg og gramsede på kjolerne sammen med to ældre meget pæne damer der nu heller ikke kunne skjule deres begejstring.

Nå. Nogen hiver mig meget kraftigt i bukebenet nu. Der er vist perletid.

tirsdag den 21. juli 2009

Flytteroderi

Tja...så er vi her igen. Synes denne her blog er lidt som at komme hjem til et nyindflyttet hus; her er lidt tomt og rodet og mangler noget personlighed. Jeg prøver stadig at finde rundt i hvordan tingene fungerer herinde. Problemet er bare at jeg er ret god til at leve i flytterod, så vi får lige se hvornår jeg får gjort noget ved det. Vi har fx boet i vores hus i 3½ år nu, og stort set hele første salen er et eneste stort flytterod, og jeg har det udmærket med det (lige pånær når jeg skal op og lede efter noget i rodet). Og stuen er først nu i sommer lige blevet helt færdig (nåja, der mangler vist en fejeliste her og der her også...). Desuden har vi her i huset lige i øjeblikket vores egen tidsregning der hedder før og efter 11. august. Den dag kommer nemlig ejendomsmægleren og skal vurdere værket, så det gælder om at få så meget som overhovedet muligt færdigt til den tid. Det hjælper dog på hele situationen at chilien sover igennem nu, stort set, helt til kl 06 om morgenen. Ja, det lyder måske ikke af alverden, men når man har været vant til at være vågen hver anden time om natten og iøvrigt stået op kl 05, så følger man sig lidt som et nyt menneske, og lidt overskud på energikontoen kan man altid bruge - især i den situation vi sTår i lige nu. Men altså - alle unødige gøremål er udsat til efter 11. august. Der kommer så til at være masser af hængepartier at tage fat på til den tid - såsom at finde mig et job, fx.

Jeg havde iøvrigt masser af ideer til geniale indlæg på bloggen (ok - overdrivelse fremmer jo forståelsen) men de kræver billeder fra nettet, og det vil computeren bare ikke være med til. Kan fint importere egne billeder til bloggen, men kan simpelthen ikke hente billeder fra nettet. Hvis nogen har geniale fif hvad det angår, så kom frit frem.

Synes heller ikke jeg har vanvittig meget tid om aftenen mere. Bruger i øjeblikket 1½-2 timer på at putte børn hver aften. Chilien har jo lært at rejse sig op, og det gør hun så. Hele tiden. I sengen. Selvom hun er død træt og halvvejs sover, så skal hun lige op at stå en gang eller hundrede.

Nåmmen - på torsdag har jeg forresten fået udgangstilladelse. Jeg havde én gang udgangstilladelse inden 11. august, som egebntlig skulle bruges på kaffe med ex-kollega i byen, men kollegaen blev lige pludselig ferieramt, så nu er vores aftale udskudt lidt. Men jeg trænger nu alligevel til lidt luftforandring, og da tilladelsen allerede var bevilget, tror jeg nu jeg benytter mig af den. Vil tage en tur på Brandts - der er gratis og længe åbent om torsdagen og ellers bare ose lidt rundt og lade være med at bruge penge.

Nå. Det var vist sådan set hvad der er sket her siden sidst. Så står dagens sidste post på programmet for døren, netshopping på udsalget hos filabel. Chilien skal have sko, og jeg sverger til See Kai Runs til små fusser - og her får jeg dem så næsten smidt i nakken.

søndag den 19. juli 2009

Velkommen

Her er så min nye blog. Tanken er at importere alt det gamle ragelse fra husmoderblog.smartlog.dk hertil, så mine værker kan læses fra start til slut. Det gør jeg så snart jeg finder en computer der vil samarbejde - det er ikke rigtig lykkedes mig endnu.

Jeg har flyttet bloggen simpelthen fordi jeg var lidt træt af den gamle. Der skulle ske noget nyt. Og man kan jo sige at det at flytte sin blog er et relativt overkommeligt træk når man trænger til luftforandring, og jeg håber mine ca fire faste læsere stadig hænger med her på min nye blog.