Syweekend

Der er tilbragt noget tid ved symaskinen her i weekenden. Gårsdagens arbejdsdag i børnehaven gik rimelig godt. Jeg kastede mig ikke over de mest avancerede opgaver, og holdt ellers lav profil. Der var hyret et par bedstemødre til nogle opgaver, og man kunne måske ane et lille generationsopgør indimellem mht resultaternes finish blandt de involverede.

Om  et par uger flyver vi nordpå  - blandt andet til konfirmation. Jeg har et lidt ambitiøst projekt i gang med at sy kjoler til pigerne. Her er det chiliens - med campingvogne (chilien mente det var hestevogne - jeg er en lille smule lettet over at hun ikke er helt inde i campingkulturen endnu), køkkentern og kantebånd i guld. Turboens bliver i samme stil - dog må modellen justeres lidt, så der er plads til gipsarm - den løsning kræver lidt overvejelser...

Nu venter en tre dages arbejdsuge forude. Jeg er i udgangspunktet ret irriteret over at min arbejdsgiver pålægger mig at holde selvetalt fri halvdelen af tirsdagen (resten af dagen er lønnet fri) - jeg har ikke tænkt mig ud og vifte med fanerne. Men jeg er sikker på at når vækkeuret ringer de andre af husets beboere op tirsdag morgen kl 05.45, synes jeg nok ideen sådan set er udmærket.

Flad ud

Så flader vi ud - overraskede over at vi nok en gang kom igennem ugen. Dette har været en af de mere udfordrende af slagsen. Lang historie, men turboen sidder nu med armen i gips og med brækket tommel (evt. skete det i omvendt rækkefølge). Gips nummer to på én uge, for at det ikke skal være løgn, og en tur i narkose har hun også været igennem. gGder ikke flere ture på den lokale version af landsbyhospitalet nu. Jeg er på en uge blevet brændende fortaler for supersygehuse. Lad os nu få samlet lægerne med specialiceret viden og tjek på tingene - gerne med det vuns, tak (chiliens nye yndlingsudtryk).

Efter sådan en omgang har man det bedst i sin sofa. Og hvis jeg kun lejlighedsvis rammer de rigtige taster, er det fordi der kravler et barn rundt på hver af mine arme.Jeg lader op til i morgen. Der er den årlige arbejdsdag i børnehaven, og jeg er vist kommet til at sige noget om at jeg måske kunne sy noget, hvis nu det var. Jeg glemte lige at alt jeg syr bliver pil skævt. Men nu er jeg på syholdet. Og jeg har præstationsangst.

Efter den omgang trænger vi noget sjovt at kigge på:

For træt til at finde en overskrift

To sovende børn. Og to udmattede chokoladespisende forældre på sofaen. Det er sgu fortjent - chokoladen. Chilien er virkelig ramt af trodsalder (ja, jeg ved det godt - det må man ikke sige. Det er en selvstændighedsfase. Med vægt på fase, håber jeg). Det startede med at hun ikke ville have bukser på da jeg hentede hende i børnehave i fredags. Og sådan har hun været lige siden. Dog med bukser på (for det meste - når hun ikke lige er prinsesse i fin kjole), men hele tiden på tværs og totalt modsat. Jeg ved det godt. Det er noget med noget identitet og løsrivelse og forvirring oppe idet lille kønne hovede. Men jeg er bare ikke til pædagogisk pjat når jeg for gud ved hvilken gang står og tæller til 10 for lige at besinde mig. Og det er altså vigtigt for mig at vise at det er mig - eller til nød farmand - der bestemmer. Man kan ikke få sin vilje ved at blive rasende. Alligevel bliver man nødt til som voksen at vælge sine kampe med omhu. Måske ikke mærkeligt hun indimellem bliver lidt forvirret...Vi har været til ellers hyggeligt arrangement med turboens klasse i dag, hvor vi byggede både som vi søsatte i åen, spiste kage og drak kaffe. Men blev til sidst nødt til at liste af (så meget man nu kan liste med hylende treårig under armen) da chilien ikke ville have sin jakke på.

Behøver jeg sige jeg glæder mig helt vildt til at komme på arbejde i morgen?

Totalt ulv i fåreklæder

10 cm på tre uger?

Pyh, hvor dagene flyver afsted. Der sker meget - både på arbejde og herhjemme. Aftenerne bliver brugt andre steder end forran comuteren. Jeg løber. Det gør jeg sådan set altid. Men nu har jeg belsuttet at stramme mig an, og tage nogle lidt længere ture end de sædvanlige 5-7 km. I dag endte jeg på 10,5.

 En af grundene er at jeg flyver nordpå om præcis tre uger. Vi skal til konfirmation, pigerne og jeg. Og jeg har jo sådan en norsk bunad, som jeg fik da jeg var 20. Dengang passede den jo fint. Det gør den ikke mere. Min mor har trukket & strukket så meget som det nu kan lade sig gøre (heldigvis havde hun været forudseende og syet rigeligt med sømrum ind da hun syede den i sin tid), og den er nu syet ud til bristepunktet. Jeg regner med den passer nu - men et par cm ekstra luft, kunne være fint.

Min bunad ser sådan her ud. I kan godt se der er et problem hvis der mangler 10 cm stof midt forran, ik´? (billedet er hentet fra http://lindaloktu.blogspot.com)

Nå. Men tre uger er ikke meget. Især ikke når man er så energiforladt når man kommer hjem at man kaster sig over resterne af pigernes chokoladepåskeharer (vi taler rigtig pap-chokolade. På den anden side tror jeg næppe det er godt for dem). Efter påskeharen kom pigerne i seng - ja, de fik da også en bid. Så fik jeg set Kongens store tale. Hvis I ikke hare set den, så se den. Mens farmand serverede cava, laks, porcherede æg med spinat, tortellini og asparges. Slet ikke nogen dårlig slut på dagen.

Ferieredning

I anledning af den nyligt overståede påske, kan man nu rundt omkring i blogland læse historier om det der med at holde ferie med børn. Det er faktisk ikke spor ferieagtigt. Jeg synes julie rammer plet med en meget velskrevene overvejelser. Jeg er meget glad for at jeg ikke er en freak. Ofte glæder jeg mig til at komme tilbage på arbejde igen efter sådan en omgang, for lige at hvile hovedet lidt. Der kan man i det mindste stille telefonen på voicemail i tilspidsede situationer - det kan man bare ikke med sine børn. 

Min ferieredning er ofte mine løbeture. Frisk luft og motion er godt for det meste. Jeg kan faktisk også finde på at tage i Bilka alene for at slappe af - det skal bare ikke være i myldretiden - det er bare ikke godt for mit blodtryk. Denne her ferie besluttede vores fjernsynsantenne sig for at holde op med at virke allerede tidligt i forløbet. Personligt er jeg ligeglad med fjernsyn. Men indrømmet - det kunne være en god idé at have ramasjang i sådan en ferie. 

Redningen var dog heldigvis nær. For hundrede år siden faldt jeg over to dobbelte DVD´ er i Brugsen til en flad 50´ er stykket; to af min barndoms helte. Lotte og Madicken. Turboen ville slet ikke se dem på det tidspunkt - hun kan ikke lide Lindgren-filme. De er for farlige. Men nu tænkte jeg at den noget barskere chili måske var stor nok til at fatte interesse. Så jeg satte Madicken til, og turboen kom hurtigt luskende for at se alligevel. Begge film har snurret temmelig mange gange de seneste dage. Vi bænker os alle tre under tæppet i sofaen - så er der hygge!

Morgengave

I morges da jeg "vågnede", var jeg så glad over at være i live, så jeg besluttede at jeg ville give mig selv en præmie for at jeg var kommet igennem natten. Chilien har haft feber her i ferien - sådan lidt op og ned, og sådan lidt småsløj indimellem. Hun havde godt nok ikke feber i nat, men sov næsten ikke, var konstant tørstig, møffede rundt i min seng, havde ondt i øret (helt til jeg med magt prøvede at hælde flydende panodil i hende. Så gjorde der ikke ondt mere). Jeg lukkede stort set ikke et øje, og kunne lige så godt stå tidligt op. Surfede lidt på nettet med min morgenkaffe, og besluttede at jeg havde fortjent nedenstående - sådan nogle maritime armbånd fra Maine. Jeg forestiller mig at der sidder sådan en gammel Hemingwayagtig fisker der laver armbånd af sit overskydende fiskegrej på en kaj i Maine i forårssolen, trasker afsted til den lokale post, og nogle dage senere lander det her hos mig på det fynske bøhland. Muligvis er det ikke helt sådan det foregår i virkeligheden, men sandsynligvis næsten.

Og som det ikke var heltedåd nok, kørte jeg i Bilka for at proviantere inden resten af huset rigtig vågnede. Resten af dagen har der til gengælde ikke været løftet ret mange fingre.

Smukke Fyn

Her er der sørme påskeferie, og alt foregår i et meget bedageligt tempo. Første hold påskegæster er lige sat på toget efter tre dage i residencen. Nu har vi en dags tid til at få huset nogenlunde på højkant inden hold to rykker ind på søndag.

Dagen i dag har sørme ikke været meget at prale af - med heldagsregn over Fyn. Men i går derimod! Da vi blev vækket af sol fra skyfri himmel, besluttede vi at vende kareten mod Fyns Hoved. Jeg har hørt mange lovord om stedet - folk siger der er så smukt. Vi var deroppe for nogle år siden, for nu at se hvad det var for noget, men blev bare ikke imponerede. Fordi vi var så lovlydige borgere, og stoppede ved skiltet der sagde fredet område af naturfredningsforeningen - det skilt turde vi da ikke passere i bil. Men så tænkte jeg at naturfredningsforeningen næppe lå på lur sådan en skærtorsdag - og hvilken åbenbaring fik vi da ikke rundt næste sving! Vi fik gået en god lang tur, og følte os en smule hensat til Skotland (selvom ingen af os havde været der) med klipper, bakker, stenhegn og får.

Jeg havde forresten taget min nye kommunist t-shirt på i går morges. "Hvad er det for nogle mænd på din t-shirt?", spørger chilien."Det er nogle skøre. skøre mænd", siger jeg så. "Det er kommunister". "Kommunister ha-ha! Dem smider vi i skraldespanden!" Chilien var flad af grin over sig selv. Og moderen ligeså.

Alle veje fører til...

Nogle gange skal chilien bare have sig en middagslur for at det hele ikke skal gå op i hat & briller og skrig & skrål herhjemme i sådan en ferietid. Og sove skal hun hvertfald ikke, nej. Så må vi ud de på de fynske landeveje. Vi har efterhånden set lidt af omegnen, for at sige det sådan... Men så snart hun sover, kan vi vende hjem, liste hende ind på sofaen, og så er der et par timers ro. Så det er det hele værd. Tit snakker hun med sig selv, der på bagsædet. Indtil hun snakker sig selv i søvn. I dag fik jeg følgende information midt i talestrømmen: Ved du hvad, mor? Deg her er faktisk vejen til København. Nå. Det vidste jeg ikke. Det er dog næppe den hurtigste vej.