Almendannelse

Jeg har gravet mig ned i mit projekt. Forventer at komme op til overfladen igen om en 4 ugers tid, når projektopgave er afleveret og eksamen forhåbentlig overstået. Ja, det er jo ikke bare sådan at gå i skole igen når man har dalret rundt i 1½ år herhjemme og passet børn. Men det er dejligt! Men også lidt deprimerende: På mit kursus er der kun folk med en eller anden form for videregående uddannelse - deriblandt en hulens masse ingeniører. Det er vanvittigt dygtige folk. Der er ingen sære snegle, men søde og sociale mennesker der har tonsvis af erfaring, ideer og pågangsmod. Mange af dem har en eller anden specialisering - noget de er rigtig dygtige til, på fagområder hvor de stort set er alene om at at havde denne ekseprtise i kongeriget. Alligevel sidder de der og er arbejdsløse. Hvad er det her for noget spild af ressourcer??? Det er forrygt. Det er spild af penge - for den enkelte og for resten af nationen - og det er spild af menneskelige ressourcer - selvom de nu ikke ligner nogen der umiddelbart har tænkt at lade sig knække. Nå. men jeg fatter det bare ikke.

Det var så et spidespring. Det jeg egentlig ville sige var at jeg også har gang i et andet projekt. Et dannelsesprojekt. Jeg har nemlig aldrig set Matador. Ja, det er fuldstændig uhørt, og jeg har dermed store huller i almene dannelse og min viden om danmarkshistorien. Ja, jeg har jo ikke engang fået historieundervisning i en dansk folkeskole, så alt hvad der foregik her til lands inden 1996 hvor jeg landede her, står meget uklart for mig. Det er jo for dårligt. Det var der åbenbart flere der syntes, så i julegave fik jeg denne her DVD-boks. Det er faktisk spændende! Jeg havde ikke forventet at jeg sådan skulle blive grebet af det. Men nu er det altså spændende hvordan det skal gå med Damernes Magasin, og om ham der Mads Skjern er en fupmager eller bare en dygtig forretningsmand.

Jeg tror der er ved at være tid til et lille afsnit almendannelse.

Gammel? Hvem?

Jeg har været i skole i dag. Og fået lektier for til i morgen. Så jeg må heller se at komme igang. Der er vist ingen kære mor de næste 5½ uger.

Men altså - nu synes jeg det efterhånden er sket for mig et par gange: Man (jeg) træder ind i en forsamling af lutter ukendte mennesker og tænker hov! Jeg er da vist den yngste her. Så er det at man kommer til præsentationsrunden, hvor folk fortæller hvor gamle de er. Og så er alle de der skaldede og gråhårede mænd og rynkede damer præcis lige så gamle som én selv (om ikke lidt yngre også, faktisk).

Og så er det at jeg sidder og spekulerer på om der er flere forældre i flokken, (noget med at jeg har et problem med uge 8 hvor resten af familien holder ferie og der er projektaflevering lige der og det ville være fint at arbejde sammen med nogen i samme situation). Så er det at jeg kigger rundt og lyn hurtigt konstaterer at der ikke er nogen her der ligner forældre. Jeg ved ikke helt hvordan jeg kan se det og præcis hvilke kriterier jeg lægger til grund, men det er altså min konklusion. Men konklusionen var ihvertfald helt forkert.

Og nu kalder lektierne!

Dumt

Det virker umiddelbart ret smart, men det er altså ret dumt; lige at kigge på etsy når man sidder og mangler knapper. Der er MANGE knapper derinde. Og nu har jeg købt dem, næsten alle sammen. Sådan føles det, ihvertfald. Hende her har ihvertfald fået ryddet gevaldigt op i sin knappebeholdning. Så meget at hun gav mig en discuont helt af sig selv (har man så handlet for meget?). De koster jo heller ingenting i udgangspunktet. Jeg har ikke helt styr på hvad jeg skal bruge dem allesammen til, men nogle skal bruges til at give sommerjakken nyt liv. Og så har jeg en række dødsyge sorte bluser fra H&M med lige så dødsyge knapper i. De bliver garanteret friskere med nogle lidt mere spraglede kanpper. Så skulle forårsgarderoben være sikret - på den billige måde.

Jeg er også blevet gode venner med min symaskine igen, efter at vi havde en lille uoverensstemmelse for noget tid siden, og den blev efter det lagt lidt på hylden. Men nu har jeg da fået syet lidt videre på et tæppe til sofaen, som jeg stertede på for ret lang tid siden. Det skal så skjule de værste pletter i den hvide stofsofa (stofsofa og børn er ingen god kombi. Men hvor hulen kommer så alle de chokoladepletter fra? Der er nemlig ingen børn der spiser chokolade i sofaen...)



Men det der egentlig fik mig til at hente symaskinen frem, var de her bukser, jeg så hos Christina. Tænk hvor yyyndig chilien vil se ud i sådan nogle. Libertyresterne har jeg liggende, så jeg skal lige have fat i noget cowboystof eller mælkedrengestrib (eller begge dele) - og mønsteret, som er bestilt på biblo. Og så skal jeg nok have bestilt nogle flere knapper. Herfra, tror jeg. Håber virkelig min tålmodighed kan holde til projektet!

Det er nok bare en fase, desværre

Vi har stort set været hjemme i dag, og fået ryddet lidt op og sår´n. Turboen er bare blevet SÅ god til det dér rydderi (og jeg kan desværre ikke tage æren for at have lært hende det). Jeg var ude en tur torsdag aften og kom hjem efter at de søde små var puttet. Da havde hun lige kedet sig lidt mens farmand puttede chilien, så hun havde gået løs på entreen. Den er til dagligt et virvar af sko, tøj, huer, ulige vanter og strømper og flyverdragter. Men alle sko var opstillet på rækker - parvis - og alt tøj - inklusive flyverdragterne - lå pænt foldet sammen i en turbo-bunke og en chili-bunke. Idag har vi ryddet på hendes værelse, så der er alt i den sirligste orden nu. Her til aften da jeg var oppe for at putte chilien, kunne jeg også se at alt på mit natbord også var stillet op i snorlige rækker. Så ryddigt har der ikke været før. Mens jeg badede chilien her til aften og farmand blundede på sofaen, var alt legetøj i stuen (og det er ikke så lidt) - både hendes eget og chiliens - blevet ryddet pænt på plads. Altså uden at nogen som helst havde bedt hende om det, eller antydet at der skulle ryddes op. Og der var virkelig ramaskrig da hun under aftensmaden ikke fik lov til at rydde på køkkenbordet (ikke fordi det ikke trænkte til det, men fordi der er noget med kombien glas og porcelæn, klinkegulv og iherdig fireårig der ikke er helt god - ihvertfald når man egentlig gerne vil sidde og nyde sin mad i fred). Hun gik istedet så ud i entreen og ryddede op, for der måtte jo være noget hun kunne rydde.

Opvask er desuden også mægtig sjovt. Især iført flamenco-kjole:

Det ser jo lidt festligt ud. Måske er det fordi jeg mege sjældent ifører mig flamenco-kjole når jeg vasker op, at jeg synes det er så kedeligt?

Imorgen skal der ryddes mere. Hele vores "pulterkammer" på 1. sal skal endevendes og ryddes - vi taler om tyve tætpakkede kvadratmeter.

Som regel plejer jeg at trøste mig selv med at det er jo bare en fase, når børnene rammer ind i tigerspring og diller, men denne her oprydnings- og rengøringsdille må da meget gerne blive ved lidt endnu.

Og chilien? Hun har fået dagen til at gå med at snurre rundt. Hun snurrer og snurrer rundt på stuegulvet. Så bliver hun svimmel og vælter rundt og falder. Det er sjovt!

Ikke alligevel

Bare lige til de nysgerrige (ja, jeg ved der sidder et par stykker derude): Jeg har ikke fået job. Eller - det ved jeg jo faktisk ikke, for jeg har ikke fået nogen tilbagemelding endnu, men jeg skal ihvertfald ikke have det job dér. Samtalen gik sådan....bum-bum....Det er ufatteligt hvor langsomt det kører oppe på øverste etage når man lige har haft to nætter uden søvn. Især faldt klappen ned da de spurgte til hvad det er inden for det her fagområde som jeg brænder for. Jeg brænder jo ikke for det. Jeg vil heller sige jeg er udbrændt hvad det faglige angår, men det lyder så mærkeligt til en jobsamtale. Stedet var nu ellers mægtig fint, lønnen ligeså og folkene var rigtig søde, så alt udover lige selve arbejdet så ud til at være i skønneste orden. Men man må jo regne med at det arbejdsmæssige fylder lidt, ihvertfald når de sidder og fortæller om "de perioder hvor vi arbejder 80 timer om ugen" og " der er ingen her der arbejder 37 timer". Og jeg skal slet ikke arbejde 80 timer om ugen - jeg kunne nemlig også tænke mig at se mine børn også indimellem. Mærkelig nok fik jeg også indtryk af at der var endel småbørneforældre blandt medarbejderne. Men jeg fik også det indtryk at de stort set var mænd...

Nå. Men tager lige en slapper i dag. Chilien har faktisk sovet igennem i nat - det er helt fantastisk hvor klarsynet man bliver af en hel nats søvn. Jeg har tænkt at benytte lejligheden til at få luget ud i mit klædeskab. Har lige læst Christinas bog, så nu skal hendes metoder afprøves.

I næste uge starter jeg på kursus. Glæder mig til nye muligheder, lære nyt og møde nye mennesker!

En af de dage

Det her er bare én af de dage hvor man bare overhovedet ikke gider stå op. Da man blev vækket kl 06.30 og endelig var faldet i søvn. Ja, chilien og jeg har næsten været oppe og slås i nat. Men nu skal hun altså lære at ligge i sin egen seng. Fordi hun ligger så uroligt nåår hun ligge hos mig, at ingen af os får noget søvn. Men i nat var den ekstrem. Nå. Men så er hun selvfølgelig pylret fordi hun har hylet hele natten. Så jeg holder hende hjemme fra dagpleje så hun kan få hvilet sig lidt, og så kan jeg slænge mig lidt på sofaen imens. Så ringer børnehaven og siger turboen har ondt i maven. Chilien sover i barnevognen, så farmand bliver nødt til lige at smutte fra sit arbejde for at hente hende hjem. Nu er hun så placeret forran fjerneren med Anna og Lotte. Så langt, så godt. Men så er det jo at der lige kommer en mail ind, om jeg ikke lige kan komme til en jobsamtale i morgen. Og det kan jeg jo (for i morgen er de raske og skal afsted begge to - det lover jeg jer!). Men jeg er vist kommet til at antyde i min ansøgning at jeg har forstand på noget jeg på stående fod ikke lige kan huske ret meget om. Da jeg skrev det, tænkte jeg at det kan jeg jo sagtens læse lidt op på, hvis nu det var. Men jeg havde ikke forudset at jeg kun havde en halv dag til det i selskab med to pylrede børn. Og nu, hvor jeg sidder og forbereder mig og prøver at finde ud af hvilket firma jeg egentlig har søgt job i, og hvad de reelt laver, bliver jeg faktisk ret hooked på jobbet. Jeg vil gerne have det, og jeg tror faktisk også jeg kan udrette noget. Typisk.

Og så har jeg heller ikke noget pænt tøj at tage på.

De kære små

Det er lykkedes mig at tage et billede af begge piger hvor de begge sidder stille. Det er ikke sket før. At få dem til at smile pænt og kigge på kameraet var åbenbart for meget forlangt. Men de var simpelthen så søde her til morgen, hvor de begge kravlede op i sofaen og blev underholdt af Rasmus Klump i fjerneren. Chilien kunne sidde stille i hele ti minutter, og jeg fik for en gangs skyld både børstet tænder og mascara på inden børneafleveringsrunden. Turboen sidder og venter på at jeg skal komme med hårbørsten. Hun får altid lov til at se ti minutter fjernsyn om morgenen, så vi kan få redt håret. Som I kan se, er en eller anden afledningsmanøvre er nødvendig hvis vi skal undgå hyl og skrig. Og chilien - hun er simpelthen blevet så god til at kravle ned fra sofaen igen, så jeg er holdt op med at overvåge hendes tumlen rundt deroppe. Og hun er ikke faldet ned siden.

I går var vi forresten til den første samtale i chiliens pasnings-/insitutions-/skolekarriere. Der var tre månederssamtale i dagplejen. Der var jo ikke noget at sætte fingeren på, hverken hos barnet, forældrene (ja, vi blev skam også vurderet) eller dagplejeren. Hun er jo en livlig pige der er i dagpleje sammen med tre drenge på cirka samme alder som hende selv. Vi snakkede lidt frem og tilbage om chiliens foretagsomhed og aktivitetsniveau, og jeg prøvede at konstatere at sådan er man jo når man er 16 måneder. For sådan var hendes søster også, så jeg regnede med at sådan er det bare. Dagplejeren, der nu er meget sød og diplomatisk, mente nu at hun jo nok er en tand frækkere end normale børn. Jeg havde på forhånd lidt betænkeligheder med om hun nu kunne følge med de der tre raske drenge, men problemet var jo nok heller omvendt, mente dagplejeren. Hun har sandelig fået sin sag for.

Fast arbejde

Jeg har fået fast arbejde 24/7; det er chilien. Hun har nu lige lært at kravle op i sofaen selv. Og det er ærlig talt ret anstrængende. Hun falder jo ned og slår sig, stakkels barn. Men måske er det den måde hun skal lære det på, at det er knap så smart at løbe rundt oppe i sofaen. Bare hun dog nøjedes med at kravle op og sidde pænt på sin numse...Men nej. Oppe fra sofaen kan hun nå potteplanterne, og de smager åbenbart godt. Gerne sammen med lidt jord. Og så er der jo det sjove ved at løbe i sofaen. Ihvertfald helt til man falder ned. Jeg synes jo ikke at mit barn skal slå sig hvis man kan forhindre det, men jeg er ærlig talt træt af at redde hende nu. Hun kravler op, kaster sig rundt og skraldgriner, for hun ved jo udmærket godt hun ikke må. Det er meget charmerende de føærste tyve gange, men så er det altså ikke sjovt mere. Jeg har fortalt hende det - både på den meget pædagogiske måde og på den mere højrøstede måde. Jeg synes ellers hun var blevet så nem at have med at gøre på det sidste, for det er tydeligt at hun forstår det meste af hvad der bliver sagt til hende. Men hvad hjælper det når hun er bedøvende ligeglad og gør det modsatte. Men jeg kan huske perioden fra da turboen var på samme alder. Det var meget anstrængende, men det går jo heldigvis over. Flygtede hjemmefra i eftermiddag og ud på den store kælkebakke med hele familien. Rigtig sjovt at opfriske sine barndoms kunster på en kælk, men for meget blæst og kulde for chilien. Vi prøver med ny ekskursion i morgen - til Nyborg Badeland. Tror det bliver et hit for pigerne. Turboen har allerede pakket badedragt og badering i sin rygsæk. Og nu venter Flammen og Citronen i DVD afspilleren (ja, filmmæssigt er vi håbløst bagud) og MIN sofa som jeg har helt for mig selv.

I skal lige se...

Har lige sendt farmand afsted for at hente børn. Under påskud af at jeg selv skulle støvsuge. Det skal jeg da også. Lige om lidt. I skal bare se mine nye støvletter først.

Jeg har længe brokket mig over alt det her sne og kulde. Mest fordi jeg frøs på tæerne. Men så fik jeg penge til støvletter. Og så gik jeg på udsalg. Det var godt nok en opslidende affære. Flere timer rundt i Odense i den ene skobutik efter den anden uden resultat. Og så tog vi lige runden forfra igen. Jeg var meget træt og meget sulten tilsidst. Grunden er at det jo skulle være sådan nogle høje støvletter. Og jeg er født med nogle rigtige fodboldlægge (og boldtalentet glemte jeg så at få med i købet dengang. Havde man bare kunne tjene penge med de lægge....), så jeg kunne ikke lyne de dersens støvletter som jeg prøvede igen og igen. Og så skulle de også være på udsalg. Og pæne. Tilsidst havde jeg faktisk opgivet, da jeg lige så dem ude fra gaden inde i en særdeles uhip skobutik -den eneste skobutik som jeg så på det tidspunkt ikke havde været i tre gange, fordi det eneste man ellers kunne spotte fra gaden var tøfler til ældre damer. Men der hang de så, de her Tommy Hilfiger støvletter til næsten halv pris. Med lædersål (har aldrig haft sådan noget før) og pænt foer indeni - lige i mine størrelse, både fodmæssigt og lægmæssigt. Rigtig kvalivare! Nu skal de bare pusses og impregneres så er jeg klar. Jeg kommer til at bo i dem, har jeg på fornemmelsen, så sneen må gerne blive liggende helt til næste vinter, hvis det står til mig.

Nå. Støvsugeren kalder.

Mere cirkus

Nu har jeg opgivet at fine logikken i det her jobsøgningscirkus. De seneste fire måneder eller så, har jeg siddet trofast og skrevet ansøgning efter ansøgning og troppet op til samtale når de har kaldt. Uden resultat. Jeg skal da ærligt indrømme at det ikke har været drømmejobs, det jeg har søgt, men det har været jobs der giver nogle penge i kassen, og så må man jo så finde drømmejobbet på et andet tidspunkt. Det har nu heller ikke været direkte pro-forma jobs for at gøre min a-kasse glad (pånær ét, hvor jeg faktisk kom til samtale). Dem har jeg formået at styre udenom. Da jeg satte mig til tasterne i går havde jeg skiftet strategi. Nu har jeg tilmeldt mig et seks ugers kursus, der kunne være et mulig skridt på vejen til drømmejobbet, og jeg satser på et løntilskudsjob derefter for at få en fod indenfor der hvor jeg aller helst vil være. Og så søger jeg hvad jeg falder over af mere eller mindre interessante og realistiske ting ved siden af.

Jeg startede dagen i går med at søge sådan et pligtjob. Med lidt god vilje kan man nok kalde mig kvalificeret til jobbet i teorien, men jeg havde ikke helt forestilt mig at jeg skulle til at have et job på lige dét niveau lige nu. Jeg har aldrig søgt noget der lignede, så en standardansøgning kunne jeg ikke sende. Men jeg klippede og klistrede lidt hurtigt en ansøgning sammen - uden at lægge noget sjæl i det overhovedet - ud fra hvad jeg nu har liggende og trykkede send. Nu har de så lige svaret at min profil er særdeles interessant og at de jo nok vil se mig til samtale efter at ansøgningsfristen er udløbet i næste uge. Og hvad kan man så lære af det? Jeg har ihvertfald lært at nogle gange er det spild af tid at bruge dagevis på en ansøgning. Og så har jeg lært at der overhovedet ikke er nogen logik i det her lotteri.

Nytårsforsæt status

Så har jeg nået mit nytårsfordæt; der er kommet neglelak på mine negle. Hvor mange kan prale af at være i mål med sit forsæt inden der er gået en uge af det nye år? Dokumentationen er her:


Og det er altså svært at tage billede af sin egen hånd - derfor den særdeles ringe kvalitet. Reduktion af pølsefingre er desuden et andet mål - men jeg er igang, og det skal nok gå, det også.

Jeg havde forresten et andet og lidt mere kedeligt forsæt, også. Jeg har aldrig været særlig sparsommelig, altså sådan økonomisk. Men hele 2009 gennemlevede jeg på dagpengesats, så det sagde ligesom sig selv at der skulle andre boller på suppen. Det gik noget tid inde det gik op for mig hvad det i praksis betød, men nu er den ved at fise ind. Især efter at jeg har sat mig ned og kigget på det her med hvor meget der ryger in i forhold til hvor meget der ryger ud. Og aldrig før har jeg brugt så lidt penge på mig selv som det forgangne år. Men Rom blev jo ikke bygget på én dag, og siden jeg jo nu ikke helt ved hvornår jeg kommer til almindelige menneskepenge igen, skal der strammes yderligere op. Derfor startede husmoderen her dagen med at lave handleliste og madplan for den næste uge. Derefter styrede hun kareten mod Netto og handlede mad for 750 kroner. Man kan altså få meget mad i Netto for dét beløb (og smuttede så i Brugsen bagefter for at handle det jeg så ikke kunne få i Netto - lidt småting til 150 kroner). Normalt frekventerer jeg vores lokale brugs stort set dagligt, når jeg sådan omkring børnehentetid ved 15-tiden opdager at "ups! vi skal jo også have noget aftensmad i dag" - en særdeles dårlig strategi. Det er dyrt og mega frusterende at stå fantasiforladt med hovedet i køledisken. Bagefter kørte jeg på biblo og hentede denne bog, som jeg så havde reserveret.



Den er faktisk god. Selvom jeg allerede synes jeg følger endel af hendes råd, er der stadig ret meget plads til forbedring. Selvom jeg dog tror det varere noget tid inden jeg laver min egen ost og mit eget smør.

Tak for kaffe

Jeg har fået en ny kaffekop i julegave. Og jeg er rigtig glad for den. Jeg ved dog ikke helt hvad giveren (farmand) mener med at give mig lige dén kop (det var efter sigende de sidste mumi-kop der var tilbage i butikken - men det kan han jo altid sige). At jeg er doven? Det vil måske ikke være helt ved siden af. Jeg vælger at kalde det magelig - det lyder bedre. Mumiens positur minder lidt om min egen når jeg returnerer efter morgenes børneafleveringsrunde. Jeg er nemlig ikke ret god til alt for actionfyldte morgener. Så jeg sætter autopiloten på inden jeg forlader sengen, og laver havregrød, morgenmad, madpakker, finder tøj frem, skifter bleer, tager tøj på og alt det dér, og slapper af når jeg er hjemme alene igen. Det tager ca 2½ time fra start til slut. Så der er åbenbart endnu et krav til et potentielt job; kaffe og ingen forstyrrelser den første halve time efter at jeg er landet om morgenen.

Brancheskift et og to

Ferie er godt, men det ER altså dejligt med hverdag igen også. Jeg var ret lettet da jeg mandag morgen fik smidt de andre tre ud af huset. Endelig tid til mig selv og fred og ro til jobsøgningen. Men ak. Efter et par timer vendte farmand hjem - sidelæns ind ad døren med hold i ryggen. Så de sidste 2½ dag har jeg hørt på suk og støn fra meget syg mand der over på sofaen. Man skulle tro ryggen var ved at falde af. Og meget passende kan han SLET ikke løfte på børn (især ikke op på puslebordet når de skal skiftes), tømme opvaskemaskine, lave mad, rydde op og hvad man nu ellers skal. Så i formiddag luskede jeg ud i skoven med kameraet - bare en lille halv times tid. Det må jeg altså blive bedre til. Frisk luft og og en rask travetur har altså særdeles gavlig effekt på koncentrationen når man nu sidder og sveder over de her ansøgninger.






Forinden havde jeg lige kørt ind på uni for at aflevere en ansøgning jeg har siddet med i to dage. Tænk om jeg fik arbejde der inde? Det ville være fantastisk. Afhængig af hvor mange traktorer der skal forceres på vejen og hvor mange børn der skal hentes/bringes kan jeg køre derind på 10-12 minutter. Idag tog det 11 minutter - det var inkl én traktor. Jeg har også forhørt mig om muligheden for at komme i løntilskudsjob derinde, og afventer svar. Det er ingen økonomisk gevinst i det for mig, men det kan være et skridt på vejen til det brancheskift jeg gerne vil tage.

Apropos brancheskift, så skal turboen filmes i morgen. Nu har jeg jo selv tidligere haft fornøjelsen af at være offer for Signe Ryge, og i morgen kommer hun i turboens børnehave. Der er noget med noget øh...tja...fuglefodring om vinteren, tror jeg det var. Alstå hvordan man fodrer fugle om vinteren. Det ved turboen og børnene i børnehaven jo en hel masse om. I den forbindelse skulle der bruges tre snaksalige børn - og pædagogerne mente turboen her var en oplagt kandidat (ja, hun snakker MEGET. Om ingenting. Håber hun klarer sådan nogenlunde at holde sig på sporet og tale om det hun bliver spurgt om og ikke alt mulig andet i morgen). Så nu skal jeg lige tjekke om der kan ses TV Fyn + på den her computer.

Frem- og tilbageblik

Så ramlede vi lige ind i 2010. Eller - jeg ramlede slet ikke. Jeg sad med min popo og min meget mette mave solidt placeret i sofaen da det skete. Men altså - dagen kalder jo på en slags status og nogle målsætninger eller forsætter af en eller anden slags for det nye år. Selvom jeg nu synes nytårsforsætter er noget sludder. Hvis der er noget man vil have ændret i sit liv, bør man jo bare gøre det, lige meget hvilken dato det nu tilfældigvis er. Jeg har dog ét nytårsforsæt; at gå med neglelak. Det kræver så lige at jeg holder op med at bide negle først. Men jeg er allerede godt igang, synes jeg, og på mandag skal jeg investere i en pæn essie eller chanel lak. For hvis man vælger at have nytårsforsætter, skal de være sjove. At slå sig selv i hovedet med slankekure og rygestop dur ikke. Et nytårsforsæt skal være noget sjovt, noget. Og negelelak i friske farver var så noget af det sjoveste jeg kunne komme i tanke om.

Men altså, hvis jeg nu kigger tilbage på 2009, ser jeg...bleksift, bleskift, søvnløse nætter, tandfrembrud og flere belskift. Men heldigvis da også de lækreste babysmil, de aller bedste babykrammere, og alt det man nu opleverer med en baby sådan cirka det første leveår. Chilien var to måneder gammel da vi rundende 2009, så det meste af året har gået med barsel og babyrelaterede ting. Dengang - for et år siden - troede vi at hun var sådan et rolig og mildt lille barn. Vi tog helt og aldeles fejl. Hun har det samme temperament som sin storesøster. Hun kan blive stik tosset - især lige for tiden hvor hun jo kan og vil en hel masse ting, men ikke evner at udtrykke dem ret klart. Vi ser altså virkelig frem til at hun begynder at sige noget. Det er så ét af ønskerne for 2010; at chilien kommer til at tale. Men lige så tosset som hun kan være, lige så gald og smilende kan hun være - og er hun som regel. Og så synger hun. Noget der minder om mester jakob. Lyder ret sødt.

Selvom opmærksomheden er blevet taget lidt væk fra storesøster, er der da også sket fremskridt her. Hun er faktisk blevet en ret stor og fornuftig pige på 4½. Hun er nem at have med at gøre. Til tider meget livlig, og ingen kan beskylde hende for at være genert eller tilbageholden på nogen måde, men det har jo også sin charme...(prøver jeg at huske mig selv på)

De seneste måneder har jeg arbejdet mere eller mindre målrettet med min jobsøgning. Det er ikke lykkedes endnu, men jeg er overbevist om at drømmejobbet dukker op på et eller andet tidspunkt i 2010. Det er den største ambition for året, og den skal fandenmeg opfyldes.

Alt i alt håber jeg 2010 fortsætter som 2009 var - bare med lidt mere fokus på noget jobagtigt, eller i det mindtse noget indkomstbringende aktivitet. Det kunne være lækkert. Og lidt færre vågenætter med 1-årig ville nu heller ikke gøre noget.

Nu har farmand så disket op med det ostebord vi skulle haft i går aftes. Og jeg er færdig med én af de gin & tonics som jeg også skulle haft i går aftes. Aftenen forløb cirka sådan sådan: Forsinket forret - noget forskellig fisk med noget safran-beurre-sovs og brød. Putte børn og endel andre ting (hov! der skulle vist lige have været lavet en waldorfsalat. Den laver vi så lige....) Færdig med hovedret kl 23.45 (rødvinsmarineret dyreryg, karameliserede løg, waldorfsalat og noget kartoffelagtigt). Her var der så at der ifølge programmet skulle være ostebord. Istedet trillede vi over i sofaen og skålede med det lille stykke kransekage vi kunne klemme ned. Ud og fyre lidt krudt af, tilbage til sofaen og i seng kl 01.30. Udmattet, træt og stadig afsindig mæt. Så de drinks og ost der var planlagt kommer så først nu. Men i morgen er det tilbage til gulerødderne. Jeg lover.