tirsdag den 8. september 2009

Træthedsrablerier

Stadig friske og raske. Og trætte. Men det er jo ikke første gang. Jeg havde helt glemt at mine børn reagerer på forandringer, som fx dagplejestart, ved at vågne hvert 10. minut (og jeg overdriver ikke) om natten. Og ligeledes når de sover om dagen også, selvfølgelig. Og i deres vågne timer klamrer de sig til mine ben, og vil op og bæææres. Og siden det kun er mine ben der er hjemme i øjeblikket, er der ligesom ikke alternative ben at bruge til det formål. Godt farmand er hjemme igen i morgen. Ikke mindst fordi jeg fik selskab af en mus i køkkenet her i formiddag da jeg stod og lavede min daglige kop latte. Åh, hvor vi savner ham. Nu skal de musefælder bare op.

Chilien har været alene i dagplejen i hele to timer i dag. Hun er fuldstændig rød i hovedet og smurt ind i snot og tårer når jeg henter hende. Men sådan ser hun deværre ud når hun bare har tudet i to minutter, så jeg tror på dagplejerens ord om at hun faktisk også har leget lidt indimellem, og at det går bedre og bedre for hver dag. Jeg har så i mellemtiden fået smidt et par mails afsted og ringet lidt rundt til mere eller mindre perifere bekendtskaber der arbejder steder hvor jeg også kunne tænke mig at opholde mig mod betaling. Det er i den grad en øvelse i at smide alle hæmninger, samt al opmagasineret forfængelighed og beskedenhed overbord, det her jobsøgning. Men det er sikkert kun sundt.

Ellers har jeg fået en ret pludselig interesse for valutakurser i øjeblikket. Især det engelske pund har min store interesse. Er det på vej op eller ned? Og i så fald hvor meget? For mig ser det ud til at være nedandgående. Men hvor meget kommer det til at synke (hedder det det om valuta?) her de nærmeste dage?Interessen er naturligvis shoppe-relateret. Havde besluttet mig for at investere i et nyt par sko her til efteråret. Nu går jeg jo stort set kun i sneakers og for en fattig arbejdsløs er sådan nogle ret dyre herhjemme. Efter lidt tumlen rundt på nettet faldt jeg over denne side. Problemet er bare at der er to par sko, og jeg kan simpelthen ikke vælge. Og for en gangs skyld er det en fordel at bruge str 41, for udvalget til mænd er bare en million gange bedre end til piger. Men altså - dem her eller dem her? Så har næsten besluttet at tage dem begge. Jeg får jo et job - lige om lidt.

Desuden er det altså sjovt hvor mange jeg møder der tilfældigvis har haft sit fjernsyn tændt forrige mandag formiddag kl. 11. Allesammen sådan helt tilfældigt, fortæller de mig, havde de fjernsynet kørende sådan i baggrunden - og lige pludselig var jeg der. Nåmmen - forfængeligheden er jo forlængst smidt overbord, så pyt.

4 kommentarer:

  1. Størrelse 41 i sko, det skjuler du sørme godt jvf. tv-udsendelsen, der lignede du en 39'er. Da jeg på selve dagen havde misset de første par minutter, er den i sin helhed genset, og med det manglende blev det endnu bedre :-D
    Du har absolut fortjent 2 par sko, og så godt at musefangeren atter er hjemme ;-)

    SvarSlet
  2. Ja, det havde faktisk ikke gjort noget om fødderne også havde skrumpet lidt ind når nu vi var igang med resten. Men fødder de bliver bare større når man har født, desværre. Men denne gang kom det mig så til gavn:-) Godt du nu har fået hele udsendelsen med...jeg har vist kun turdet at se lidt klip her og der mens jeg surfede på nettet...

    SvarSlet
  3. He, he, du skal være glad for skostørrelsen... I sidste halvdel af 20'erne (altså aldersmæssigt) tabte jeg adskillige kilo, men i samme tidsrum voksede fødderne fra en stor 39 og til 40/41, og nu - mere vægt, men alligevel - er jeg klart en størrelse 41 *SS*

    OG se nu den udsendelse i sin helhed; du er charmerende og køn, og siger intet galt, men du skulle klart ha' haft mere taletid, istedet for ligesom at være det 3.hjul. Og hende køkkenguruen, 4. person, er der kun at sige om, at det eneste interessante var, da grøntsagsblandingen havnede på spækbræt istedet for i skål; laksen er jeg ret sikker på mistede alt saft og kraft...
    Håber at din hjemvendte farmand har fået klaret musene i køkkenet - hos mig har vi fået en "stuemus", og det bekommer mig ikke ;-)

    SvarSlet
  4. Tak for de søde ord:-) Jeg kunne jo bare sagt noget mere - dt kan man jo bare gøre, men var nu lidt i tvivl om min rolle, så jeg svarede kun høfligt når jeg blev spurgt om noget...Vi har klaret nogle mus (der viste sig åbenbart at være flere af dem), men har også fået stuemus. De kommer frem om aftenen og spiser chiliens aftensmadrester under spisebordet...Det bekommer så absolut heller ikke mig:-(

    SvarSlet