søndag den 27. september 2009

Søndagssysler


Pause.

Nogle dage burde man ikke være stået op. Og sådan en dag er det i dag. Men man har jo ligesom nogen der kræver noget af én; mad, tør ble, underholdning, mere mad og endnu mere opmærksomhed, så det dur ligesom ikke det dér med at blive i sengen.
Nu er dagens søndagstur overstået - det hjælper forbavsende meget på humøret med sådan noget natur, dér. Vel hjemme skulle chilien sove - det gad hun overhovedet ikke, turboen ville have kakao, turboen væltede varm kakao ud over sig selv og gulvtæppet mens chilien skreg i barnevogen udenfor, mor lavet ny kakao, nabodrengen dukkede op (modig dreng - jeg ville nok ikke turde og nærme mig sådan et galehus hvis jeg var ham), turboen løb medover til hans have for at lege, og glemt var kakaoen. Og farmand var selvfølgelig over alle bjerge (men det havde han fået lov til på forhånd).

Turboen og farmand har også arbejdet videre på vores søudsigt i dag - de går jævnligt ture derned med hæksaksen. Et pænt hul i krattet, er det blevet til.


Turboen har også været i gang med at lave en rede dernede til gæssene - men blade på så de kan ligge blødt.


Kastanieindsamling i skoven nåede vi også på vores søndagstur. Noget siger mig der bliver bagte kastanier til aftensmad i dag. Og en hulens masse kastaniedyr til pynt.

Pausen er vist slut nu. Nu skal der udhules græskar, er der nogen der siger. Det er nu egentlig farmands projekt, så jeg tror egentlig jeg gemmer mig lidt herinde på kontoret lidt endnu.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar