Turboen har siddet med næsen begravet i alle de dersens legetøjsreklamer der har ramt postkassen i hobetal denne her weekend. Hun arbejder meget iherdigt på en julegaveønskeliste. Og der står der så en barbiedukke meget højt opppe på listen.
Og så er det så at jeg husker mine egne plagerier i sin tid, da jeg selv brændede ønskede mig sådan én. Men jeg var da trods alt et par år ældre...barbiedukker som 5-årig synes jeg er lige tidligt nok. Men det måtte jeg nemlig ikke få af mine 68ér-forældre. Og så skal turboen naturligvis heller ikke få nogen. Begrundelsen jeg fik var noget med et usundt kvindeideal. Jeg ved ikke helt om den fes ind hos en 7-årig dengang. Den gik ihvertfald ikke ind hos turboen.
Og bedre blev det heller ikke da farmand skulle blande sig i mit forsøg på politisk korrekt opdragelse. For han kunne ikke se forskellen på det kvindeideal som Barbie repræsenterer og det der stilles op i alle mine magasiner og blade. Mænd, altså.... Og yep. Jeg har en forkærlighed for lækre magasiner. Jeg køber endel og sluger dem råt. Men jeg er jo voksen og kan sortere i indtrykkene og lader mig ikke påvirke af hvad de dikterer. Her var der så at der kom en meget hånlig latter fra den anden side af bordet - og et spørgsmål om i hvor mange generationer fremover familiens pigebørn skulle forbydes at lege med Barbie dukker.
Og Freud behøvede næppe lede ret længe efter årsagen til min facination af magasinerne. Ugeblader var nemlig også totalt lukket land i mit barndomshjem. Så måske var det ikke verdens undergang om hun fik fingrene i en Barbie? Så kunne hun måske undgå barbietraume som voksen. Det har jeg godt nok aldrig selv haft, men man ved jo aldrig.Hvis bare hendes mor gad give 250 kroner for én. 250 kroner for dét stankelben!!! Det er jo ikke fordi materialeomkostningerne er så store.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar