Vi har haft intet mindre end to efterårsferier i år, som turboen siger. Først en uge hvor vi godt nok mest var herhjemme, og hvor jeg fik arrangeret et par ture ud af huset for mig selv, og på den måde undgik at få komplet spat af børn, mand og husbygning. Den anden ferie var så de her seneste tre dage, hvor vi futtede til Lolland og Lalandia. Og vi havde valgt netop denne weekend fremfor sidste weekend for at undgå alle de andre efterårsferierende mennesker. Det vi ikke havde taget højde for var at det her så var svenskernes efterårsferie...Man skal åbenbart huske at tjekke alle omkringliggende landes feriekalendre inden. Men det gik da meget fint. Eneste kiks var at jeg ikke havde noget kamera. Eller - det havde jeg. Men da jeg stod midt i Monky Tonky Land lørdag morgen klar til at forevige de søde små der fes omkring, opdagede jeg at mit meory card stod i computeren derhjemme. Så jeg måtte nøjes med min mobil. Og den kan slet ikke fange børn i bevægelse. Lidt omsonst at bede dem om at sidde stille under de omstændigheder...her er chilien i fuld fart...men det er da nogle fine bolde.
Jeg fik da også et par minutter i fred og ro mens turboen legede på en forhindringsbane. Jeg anede fred og ingen fare og var fordybet i min avis, da hun råbte "se mig, mor". Så sad hun øverst på det her forhindringsstativ og strålede. Hun skulle jo haft ros, men i stede blev det til et ret panisk "kan du SÅ komme ned!". Og det er så det hun er igang med her.
Ellers har vi ligget i klorvand det meste af tiden...turboens negle der normalt er totalt sorte af sand og jord og håbløse at få rene, skinner nu, og hun har lært at svømme (mener hun selv). Jeg synes at huske fra mine tidligere ture til Lalandia i min pure ungdom noget med afslapning med kulørte drinks med sjov pynt i baren ved bassinkanten. Det kom ikke på tale med de her to hardcore badenymfer. Farmand og jeg var dog så heldige at få dele en kop kaffe stående i al hast inden der skulle bades videre.
Inden vi tog afsted nåede vi også at fejre lidt fødselsdag - det skal jo også nævnes. Fødselaren har selv valgt og dels selv pyntet kagen med den garanteret uøkologiske kagepynt fra etsy.com. Nej, det var ikke farmands fødselsdag, men derimod rundede chilien 2 år.
Selvfølgelig kan Turboen svømme nu, og næste gang I havner i badevand, ja så siger I til hende, at nu skal hun blive en endnu dygtigere svømmer ;-)
SvarSletTil min dødsdag vil jeg sværge på, at jeg som 6-7 årig tog nogle få svømmetag og således nåede hen til min far, det i badevandet i Bisserup, hvor hele familien besøgte gode venner i deres sommerhus. Forud havde mine to ældre brødre hjemme trænet mig (jeg lå på en taburet :) Jeg var pavestolt bagefter, og fik ros af min far, men dagen efter påstod han, at jeg ikke havde svømmet så lidt som en meter, og det holdt han fast ved. Udover at jeg blev meget ked af det, ja så lod det til, at jeg havde talt usandt overfor vores værter/venner. Sikke noget!!
Et par år senere var familien på en få dages ferietur i Tyskland, og jeg var i toptræning (taburet igen), for modsat mine storebrødre, der stadig gerne måtte cykle ud til Haraldsted Sø og muntre sig, var dette udelukket mig. Drenge/piger - en verden til forskel dengang!
OG hvad skete så ved den tyske strand? Joh, der var en smal, 20 meter lang træbro ud til en lillebitte ø med udsigtspunkt. Fra strandkant af svømmede mine to brødre ud for at nå frem til øen, men hverken de eller mine forældre havde registreret de voldsomme bølger, der cirkulerede, og pludselig blev yngste storebror fanget i strømmen og ledt tæt på brostolper. Ældste bror fik fat i ham og hurtigt i sikkerhed ved en af stolperne, hvorefter de kom op på broen og gik retur til mine forældre og lille mig. Min far gik helt bananas, skældte hæder og ære fra - selvfølgelig grundet chok; bebrejdede også min mor, der var opvokset i Præstø og fra barnsben havde taget daglige svømmeture. Hun skulle vel have fanget signalerne, kontra ham, der KUN havde cyklet til Haraldsted Sø hver og en sommer - uden at hans forældre havde været nervøse *LOL*
Men finalen blev, at jeg end ikke fik dyppet futterne, og de tre ekstra familieferier, max. 5 dage, blev aldrig mere ved strand!!!!!!
Derfor er min vandskræk total, og da folkeskolen indførte svømmeundervisning, da kæmpede jeg for at undslippe. Til sidst måtte jeg i vandet, og hvad skete i soppebassin? Jeps, svømmelæreren bad os få tumper slippe kanten og balancere; jeg faldt til bunds trods lovning på at kunne flyde. Så jeg lå nede på bunden, havde ikke mine nærsynede briller på, anede ikke hvor jeg var - hjernen rimeligt stået af, for ellers havde jeg da bare sat mine futter på fast grund og rejst mig. Det var så sindsyg en oplevelse, og heldigvis var flere af mine venner vidner, så jeg fik efterfølgende total opbakning, og træneren kunne ikke lyve sig fra at være gået hen til et andet bassin, hmmm! Fra da af var det mig tilladt ikke at lære svømning, men jeg skulle vade ud sammen med mine kammerater, når de skulle dyrke sligt, derindunder udspring m.v.
Spørg mig ikke om, hvordan hende der så ud, når jeg satte mig til rette på en bænk *LOL* men jeg kan garantere, at der ikke blev nok en, der var ved at drukne i soppebasin :-D
Kan da godt forstå du er traumatiseret:) Og tørtræning på taburet - hvilken genial idé!
SvarSlet