Igen og igen og

Jeg har været til jobsamtale igen igen igen i dag. Ja, jeg laver jo ikke andet end at rende til samtaler - og laver ihvertfald ikke andet end at vente på tilbagemeldinger. Sådan føles det ihvertfald. Bliver altså aldrig god til det der venteri. Men igen igen igen altså uden resultat. Kunne sådan set godt tænke mig jobbet, men har en følelse af at være blevet overhalet indenom af en eller anden gamlet garvet rotte. For selvom jeg selv ikke sådan er helt frisk fra fad, er jeg sådan én der ved lidt om meget, og her skulle de nok bruge en profil der var noget mere specialiseret end min. Så er det jo alle siger at det nu var godt gået at jeg kom så langt når der var 92 ansøgere og 11 til samtale til to stillinger. Så er det jo at jeg siger at det manglede da også bare at de indkaldte mig og at det er jo sådan set lige meget så længe jeg stadig ikke har noget job. Jeg tager det som et vink med en vognstang om at jeg måske skulle finde mig et job jeg sådan har rigtig lyst til, i stedet for et job jeg kan lade som jeg har lyst til. Vi får se hvad jeg finder på i morgen. Da skal der ihvertfald udvikles en ny jobsøgningsstrategi.

Efter samtalen vendte jeg bilen nordpå til Søndersø, og fyldte bilen op med billigt uldundertøj. Ja, det kan man nemlig få deroppe. Plejer at tage en tur hvert efterår, da turboen er storforbruger - det er noget børnehaven gerne vil have når børnene jo er så meget udenfor. Desværre tror jeg nok de der friluftspædagoger er kommet til at hjernevaske turboen en smule. Søndag morgen (morgen for mig - formiddag nok for de fleste andre) stod jeg klar i løbetøjet og kiggede meget skeptisk ud på det der regn- og blæsevejr der huserede udenfor. Det var absolut ikke fordi jeg havde lyst til løbetur, men fordi jeg kender min egen rygrad når jeg først begynder at pjekke fra turene. Tanken på iskoldt styrtbad efter turen fordi nogen (???) havde glemt at sørge for at få fyldt olie på olietanken inden den løb tør, gjorde det nu heller ikke bedre. Så er det så at turboen kigger forundret på mig; "det er jo bare sådan et dejligt friskt blæsevejr, mor". Jeg kan godt lide når folk tager beslutningerne for mig. Der var jo ligesom ikke så meget andet at gøre i situationen end at gribe løbeskoene. Vil jo nødigt ødelægge den store pædagogiske indsats der ligger bag ved at blive indendøre og være en kylling og et dårligt forbillede.