lørdag den 24. marts 2012

Feriebegrænsninger


For noget tid siden begyndte vi at overveje hvad vi skulle stille op med årets sommerferie, Der var ikke rigtig nogen penge. Så teltferie i Danmark var bestemt en mulighed. Men vi har ikke noget telt. Derimod har vi to særdeles aktive børn, som jeg ikke helt kunne forestille mig at kravle rundt i et telt sammen med nattestid. Så man kunne jo også leje et sommerhus, og få en ok rimelig ferie ud af det. Men når man nu kan leje sommerhus i Danmark i uge 29, kan man ligeså godt leje det i et andet land - sandsynligvis ligeså billigt. Der er jo bare benzinen til forskel. Men det skal være et pænt land, som det ikke tager en hulens masse tid at køre til (selvom det gik fint orker vi ikke lige gentagelse af sidste års Italienstur - Tyskland er fandens langt på den lange led). Vi var vidt omkring, inden vi havnede her:


Nu er det bestilt og betalt - et byhus i Brugge - huset med skiltet på. Vi har været der før - altså i byen. Den er superhyggelig og ideel for børn. Lille og overskuelig og med mange kanaler og gode udflugtsmuligheder. Der er forholdsvis kort til kyst, vand og strand. Der er belgiske chokolader og pommes frites. Og øl til de voksne. Det kan ikke gå helt galt.

Men når vi nu er der nede, skal vi da lige forbi Antwerpen- en af mine deciderede yndlingsbyer. En overnatning eller to bør det da også blive til der. Men hvad med Brussel? Der har vi ikke været - og den er sikkert også egentlig et besøg værd. Og farmand ville nu også gerne se bunkerne fra 2. verdenskrig på den anden side af den franske grænse når vi nu er i nærheden. Og hvad med Amsterdam, som jeg også har haft lyst til at besøge - vi kører jo næsten forbi. 

Det bliver en øvelse i begrænsningens kunst.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar