mandag den 5. april 2010

Ferieopsummering, del 2

Holder lige en rengøringspause. Dét er nemlig programmet for i dag; ret tiltrængt rengøring. Og inde i stuen sidder turboen og synger som nattens dronning. Det har hun gjort hele påsken. Efter at vi for nogle uger siden var inde i koncerthuset for at se tøjdyrsoperaen, og jeg kom til at købe et sæt DVD´er og CD til hende, har hendes verden ikke været andet end opera. Jeg gjorde et forsøg på at tage hende med ud i civilisationen her i påsken, men folk kigger så mærkelig når man går sammen med en fire årig der råber "Så hjælp mig, så hjælp mig, jeg er fortabt!".

Jeg har brugt dele af påsken på at blive gode venner med symaskinen igen. Det er blevet til en nederdel til turboen. Modellen er yderst simpel, men hun er glad for den. Jeg havde købt stoffet fordi jeg tænkte det kunne blive en fin opslagstavle på hendes værelse, eller en bord på et dynebetræk. Men hun ville have nederdel, og så blev det jo sådan. Der er så kommet en lille lomme på forran efter billedet blev taget.

Og så er jeg en lille smule stolt af chiliens nye hue. Det er en Elsebeth Gynther model, og faktisk super nem at sy. Dog er der lidt problemer med den der lille flap i panden - den stikker lidt for meget ud. Jeg går ud fra at det er et skråbåndrelateret problem, og kan rettes med lidt øvelse. Der er endnu en huemodel i Elsebeth Gynther bogen, så den skal da også prøves. på et tidspunkt. Huen er foeret med noget lidt tykt bomuld der er børstet og super blødt på den ene side til det lille hårløse hovede. Den dækker også godt omkring ørene, så der ikke blæser på dem. Huerne er sjove at sy ud af små stofrester. Gad vide hvor mange af dem hun har brug for? 10?




Chilien har også fået nye posebukser, men der mangler lige elastik i, og dermed også billede. Men røde og hvide mælkedrengestriber og med lommer af det stof der er på siderne af chiliens hue, er faktisk ret fint.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar