torsdag den 17. juni 2010

Fodboldtosse in spe

Hvis der er noget her i verden der altid har været mig hamrende liggyldigt, så er det fodbold. Jeg har absolut ingen forståelse for hvorfor det skulle være interessant og jeg har ingen som helst viden om emnet overhovedet. Og nu er der jo så det der fodbold i fjerneren døgnet rundt, og folk går rundt og går helt vildt op i det. Især på mit arbejde er det virkelig vildt, og der bliver analyseret og vurderet og gættet rundt om i krogene. Så var der jo så at to af mine kolleger lavede sådan en 1 X 2 konkurrence med samtlige VM-kampe. Jeg gad ikke rigtig engagere mig, inden jeg hørte min meget fodboldkyndige chef udtale at det jo sådan set lige meget at analysere sig frem til hvert eneste kampresultat, for vinderen kom helt sikkert til at blive én der ikke havde forstand på det alligevel. Så var det jo jeg tænkte at det jo nok lige var noget for mig. Så jeg krydsede løs i blinde og gættede på Cameroun og Nordkorea som de to sejrende tilsidst. Idag var der så status efter 1. runde. Og hvem tror I ligger som nummer ét blandt samtlige på hele kontoret??? Det er ikke min chef - han er bare sur - eller min ligeså fodboldkyndige og lige så sure kontorfælle. Og hvem tror I havde forudset at Schweitz kom til at banke Spanien i går? (Hvilket fodboldidioterne overhovedet ikke på nogen måde havde forestillet sig under nogen omstændigheder var muligt). Jeg ser dog lige hvordan de næste par dage går inden jeg siger mig job op for at blive sådan noget fuldtidsbookmakergætter.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar