torsdag den 20. maj 2010

Nyt projekt?

Idag, mens chilien sov sin middagslur, slangede jeg mig på terassen med min bog - og fik læst den færdig. Jeg købte bogen i sin tid, fordi jeg længe havde læst med her. Den suverænt bedste blog i sin genre, synes jeg.



(Beklager - jeg kan simpelthen ikke få vendt det billede...)

Bogen er for os der hader selvhjælpsbøger. Den er rimelig renset for spirituelle fiksfakserier. Det kan jeg lide. Forfatteren selv har en fortid som sucessfuld jurist inden hun fandt ud af at hun egentlig heller ville være forfatter. I forvejen har hun bl.a. skrevet bøger om Churchill og JFK. Rimelig jordnært, med andre ord.

Rubin er et ret belæst menneske, og jeg er vild med hendes ustandselige citater og henvisninger til litteraturen. Hun viser på en måde hvordan bøger kan bruges til noget. Altså sådan rigtig bruges. Hvordan man kan have gavn af gamle kloge menneskers tanker - vi taler rigtig gamle mennekser, som fx Aristoteles og Thoreau.

Bogen følger Rubin selv det år hun besluttede sig for at have sit eget happiness project. Hun ville gerne ændre sit liv uden at ændre det. Altså ikke noget med at flytte til en eller anden sydhavsø eller andet outreret. Hun ville stadig bo i New York med sin familie og være forfatter og tilbringe dagene på lokale coffeshops og biblioteker med sit arbejde (ja, hvem ville vel ikke egentlig det???)

Bogen er nemt opdelt med ét tema for hver måned, og nogle ret simple praktiske anvisninger (ihvertfald når man sådan læser dem - noget siger mig at udførelsen i praksis kan blive værre) til de forholdsvis nemme initiativer hun selv tog i sit eget projekt. Nogle af dem har jeg faktisk implementeret. Fx reder jeg nu min seng hver morgen. Det er ALDRIG sket før - selvom jeg har prøvet mange gange. Men Rubins studier har vist at det at rede sin seng har en stor effekt på folks energiniveau resten af dagen. Jeg synes måske ikke at effekten er overvældende, men jeg gør det automatisk hver morgen, så ingen grund til at holde op. Desuden skal man sørge for at gå tidligt i seng og få nok søvn (hvordan det så hænger sammen med alle de andre tidkrævende tiltag som hun også foreslår, har jeg ikke helt regnet ud endnu). Og så skal man - surprise! -motionere. Det er også gavnligt for energiniveauet. Og så langt er jeg faktisk rimelig godt med. Der er også en hel måned viet til "Parenthood". Nyttigt kapittel, som jeg nok må se at få repeteret snarest...

Rubin formulerer bogen igennem korte punchlines som hun hele tiden har i baghovedet året igennem. Og mange af dem sidder faktisk også fast i mit eget hovede efter at have læst bogen. Et område, hvor jeg selv kunne tage mig sammen, er det dér med penge. Så igår da jeg passerede thebutikken, og lige ville kigge forbi for at se om der måske var en spændende ny the jeg kunne prøve, fløj hendes sætning "use what you have" forbi mit hovede, og jeg kom i tanke om alle thedåserne derhjemme på hylden. Så jeg gik videre. Bagefter gik jeg ind i en butik og fandt en bluse og et tørklæde. Så kom hendes "don´t buy useless crap" op på lytavlen. Hvilket førte til en længre diskussion med mig selv (så lang diskussion man nu kan tage når man har en femårig på slæb...) om hvordan definerer man useless crap. Hvis alt det man ikke strengt taget har brug for er useless crap, ender jeg med at have to t-shirts jeg kan skifte mellem, to par bukser og et par sko. Der må findes en middelvej. Den skal jeg så bare finde.

Bogen har desuden mindet mig om at nogle gange skal man gøre noget bare fordi man har lyst - ikke fordi der skal komme noget resultat ud af det (og hvorfor var det så lige at jeg her kom til at tænke på mine hjælpeløse syprojekter???). Rubin selv satte sig for at skrive en roman på en måned (en roman - ikke nødvendigvis en god roman). Og gennem ret målrettet arbejde klarede hun det - selvom hun selv mener det nok er noget af det værste hun har skrevet, og det slet ikke egnede sig for udgivelse. Men hun havde det sjovt imens hun skrev.

Så. Nu har jeg læst bogen. Jeg tror jeg kigger den igennem en gang mere. Det er jo nok også en brugsbog - ikke kun en læsebog. På hendes blog har hun lagt værktøjerne hun har brugt, frit tilgængeligt for andre der vil gå igang med lignende projekter. Selv tror jeg hendes afkrydsningsskemaer og meget grundige tilgang er lige i overkanten for mig selv. Men bogen sætter bestemt tanker igang- og det behøver jo ikke være nogen dårlig start.

2 kommentarer:

  1. så! nu har jeg bestilt The Happiness Project på amazon. Tak for anmeldelsen - den virker da noget så cool den bog. Jeg bestilte også lige Life After Yes nu jeg var i gang med bogshopperiet - og nu er jeg så bare spændt på hvordan jeg sørger for tid til at læse dem.... Nogen gode råd ? :-)
    Knus, Anne

    SvarSlet
  2. Fedt! Jeg skal da også lige ha tjekket den anden bog ud. Tja...jeg læser mens jeg putter chili (dvs venter på at hun skal falde i søvn...) - det tager hurtigt en halv time. Men Arthur er måske stor dreng der falder i søvn selv??? Eller også sidder jeg og læser efter at de er puttet. Jeg nægter nemlig at bruge mine dyrebare aftener på oprydning, vasketøj og madpakker:) Knus

    SvarSlet