Siden jeg nu var i sådan et overskudshumør i går - ikke just normal tilstand for mig en fredag eftermiddag - besluttede jeg mig for en lille løbetur. Jeg har holdt en alt for lang sommerpause med løberiet, og nu arbejder jeg så sagte men sikkert på at få noget der ligner kondition tilbage. Som situationen har været til nu kan jeg til nød halse mig gennem en rute på godt 5 kilometer. Det var så den samme rute jeg ville tage i går, bare løbe den den omvendte vej af hvad jeg plejer. På et kritisk punkt glemte jeg så at dreje, og jeg lagde ikke mærke til at jeg var på vildspor før der var gået ret lang tid. Farmand bliver altid ret ængstelig når jeg ikke kommer hjem til aftalt tid, og jeg havde lovet at være hjemme inden en halv time. Der var så ikke andet at gøre end at løbe det bedste jeg havde lært - hele vejen hjem.
Men så får man faktisk tid til at filosofere lidt - om ikke andet for at lede tankerne over på noget andet end om man mon klarer den til næste lygtepæl. Jeg tænkte på to ting: Jeg skal aldrig løbe maraton (ja, tanken har faktisk strejfet mig). Dernæst på hvor meget mere man reelt kan end det man egentlig tror. Jeg var overbevist at jeg ikke kunne løbe en meter mere end 5 kilometer med min nuværende form. Det viste sig jo at være helt forkert. Hvad ville man ikke kunne opnå hvis man bare pressede sig selv en lille smule - sådan generelt? Min første chef jeg havde en gang i tiden lurede mig lynhurtigt, og sagde jeg hoppede over hvor gærdet var lavest - det var faktisk positivt ment fra hendes side. Og jeg har da også altid syntes det ville være ret dumt at hoppe over der hvor det er højest. Men måske skulle man prøve - bare en gang i blandt. Så meget livsvisdom på 9,3 km.
Og vel hjemme lovede jeg så alrdrig at løbe nogen steder mere uden mobil og GPS.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar