Hvor træt kan man blive?

Der må da være en grænse et eller andet sted. Men den rykker sig tydeligvis løbende, for jeg tror jo hele tiden at jeg har nået den. Hvor ender det, mon? Vi er i det hele taget en søvnunderskudsramt familie. Alt fordi chilien holder os alle vågne om natten. Så tror man at man skal være flink mod sig selv og sine børn og henter dem tidligt fra børnehave og dagpleje så vi rigtigt kan få noget kvalitetstid sammen, men i virkeligheden har jeg tilbragt hele eftermiddagen på gulvet med to overtrætte børn der hylede om kap og sloges om moar.

Nu er jeg jo i den "heldige" situation at der som sådan ikke er nogen der kræver noget af mig om dagen når børnene er væk -såsom arbejdsgivere eller andre slavepiskere. Så idag ville jeg for en gangs skyld drage fordel af situationen og få mig en lur da chilien var afleveret. Men jeg har nu aldrig været i stand til bare sådan at sove på kommando - ej heller idag. Så har siddet og gloet endel ind i computerskærmen i håb om at få formuleret noget der kan skaffe mig noget indkomstbringende. Drømmerjobbet er slået op, og ansøgningen er nu i boks - efter at jeg har arbejdet på den i en uges tid og inddraget op til flere eksperter. Satser på at komme til samtale som jokeren; hende der godt nok ikke har det fjerneste styr på hvad jobbet går ud på, men som på en eller anden måde alligevel mener at være født til jobbet. Den anden stilling er jeg nu særdeles kvalificeret til, og hvis jeg ikke kommer til samtale er det fordi der politiske ugler i mosen. Og hvis jeg ikke skulle gå hen og få det, er det fordi der ligger en intern søger og lurer i busken. Det ved man jo aldrig når det er det offentlige.

Nåmmen, jeg har besluttet mig for at pjække fra aerobic-latin-cowboymavedansen nede i hallen i aften. Vil blive hjemme med en god bog og drikke øl og spise kage - stik mod husets regulativer. Men regler er jo ikke sjove hvis de skal overholdes absolut hele tiden.

(nåja - de blev vist også overtrådt en smule i går. Man må nemlig heller ikke spise kage om søndagen. Men i morgen, lover jeg....bortset fra at jeg skal til Odense og hente mine nye briller og bliver nødt til at passere den lækre økobager på vej til optikeren. Men på onsdag. Så lover jeg det er slutpå kagespiseriet).

Søndagssysler

Pause.

Nogle dage burde man ikke være stået op. Og sådan en dag er det i dag. Men man har jo ligesom nogen der kræver noget af én; mad, tør ble, underholdning, mere mad og endnu mere opmærksomhed, så det dur ligesom ikke det dér med at blive i sengen.

Nu er dagens søndagstur overstået - det hjælper forbavsende meget på humøret med sådan noget natur, dér. Vel hjemme skulle chilien sove - det gad hun overhovedet ikke, turboen ville have kakao, turboen væltede varm kakao ud over sig selv og gulvtæppet mens chilien skreg i barnevogen udenfor, mor lavet ny kakao, nabodrengen dukkede op (modig dreng - jeg ville nok ikke turde og nærme mig sådan et galehus hvis jeg var ham), turboen løb medover til hans have for at lege, og glemt var kakaoen. Og farmand var selvfølgelig over alle bjerge (men det havde han fået lov til på forhånd).

Turboen og farmand har også arbejdet videre på vores søudsigt i dag - de går jævnligt ture derned med hæksaksen. Et pænt hul i krattet, er det blevet til.

Turboen har også været i gang med at lave en rede dernede til gæssene - men blade på så de kan ligge blødt.

Kastanieindsamling i skoven nåede vi også på vores søndagstur. Noget siger mig der bliver bagte kastanier til aftensmad i dag. Og en hulens masse kastaniedyr til pynt.

Pausen er vist slut nu. Nu skal der udhules græskar, er der nogen der siger. Det er nu egentlig farmands projekt, så jeg tror egentlig jeg gemmer mig lidt herinde på kontoret lidt endnu.

Flere drømme og mere virkelighed

I serien "gør-det-selv-ting-der-burde-være-blevet-med-tanken" vil jeg nu advare mod at male Ikeas Ivar-reoler. Jeg skrev om det for noget tid siden, og nu er reolen selvfølgelig (???) forlængst samlet og taget i brug. Den er da meget pæn, til sådan en Ivar-reol at være - især kan jeg lide tapetet.

Men at male skufferne på ydersiden af siderne samt også selve reolen indeni tre gange (det giver cirka seks lag maling lige der hvor skufferne skal glide ind og ud) det var måske knap så smart. Men jeg ville jo bare for en gang skyld være grundig. Så det er lidt en kamp at få åbnet og lukket skufferne, så indholdet i skufferne må begrænses til det man ikke skal bruge så tit. Måske skulle det være en chokolade-kommode?

Drømme og virkelighed

Jeg indrømmer jeg er magasinoman. Jeg køber ofte magasiner og blade, får hundredevis af ideer og gennemfører stort set indgen af dem. Nu ved jeg hvorfor. Der er noget med særdeles stor uoverensstemmelse mellem de gittede blades lokkende billeder og virkelighedens verden. Især når ideerne involverer børn. Børn på billeder er utvivlsomt mere medgørlige end virkelige børn.

Men jeg havde nu set de her billeder og mente gårsdagens solskinsvejr skulle bruges til sådan nogle efterårsaktiviteter i haven. Børnene på billederne er nok sådan cirka på turboens alder, så det måtte jo lige være noget for hende, sådan noget æbletrykkeri.



Og det var det da også. Hun hyggede sig gevaldigt. Men børnene på billedet sviner overhovedet ikke, og har sit pæneste tøj på. I skulle set slagmarken da turboen var færdig.

Og æblechipsene har vi også lavet. De blev bløde indeni og lidt slatne.

Gåtur og løbetur

Der er faktisk sket en lille sensation her i det lille hjem i weekenden; Chilien går sgu! Sådan på friland, altså. Rigtignok ikke ret mange skrit ad gangen - men en 5-6 stykker bliver det da til inden hun sætter sig ned på sin velpostrede numse. Og så stråler hun over hele femøren, og er bare SÅ stolt. Ja, det er jo også noget af et heppekor hun har, så hun må rimeligvis fatte at det er stort, det her. Men så slog hun altså turboens rekord fra sin tid; hun gik nemlig de første skrit på sin 11-måneders dag, og chilien vandt så med 8 dage.

Weekenden (åh nej, nu bliver det sådan noget weekend-opremsning-opsummering....det er bare så død kedeligt sådan noget, men det er hvad de små grå kan fremtivinge af kreativitet lige nu) stod på en tur til Sjælland og farmorbesøg. Hun er syg og må ikke komme udenfor, men jeg lurede mig alligevel ud i den lækre sol med chilien og barnevognen.

Gik en lille tur blandt andet forbi den lejlighed jeg flyttede ind i da jeg immigrerede til Danmark i sin tid. Jeg havde denne her udsigt...jeg kan altså godt lide sådan noget vestsjællandsk landskab. Men jeg tror nok at jeg værdsætter det langt mere nu end jeg gjorde den gang da jeg var 22 år. Nok et alderdomstegn. Tror jeg synes det var lidt dødsygt derude på landet på det tidspunkt.

Idag har været mødregruppedag. Hyggeligt, og jeg travede den halve times gåtur frem og tilbage i smuk efterårssol. Vel hjemme igen tænkte jeg at det var tid for en lille løbetur. Ja, den skulle ikke være så lang, da jeg nu lige havde gået så sveden haglede. Besluttede at prøve en ny rute gennem noget lækker skov, og for vild....løb og løb og løb til jeg kom til nogle huse, og blev nødt til at krybe til korset (ja, jeg kan IKKE lide at spørge om vej. Det er et svaghedstegn og jeg kan selv finde ud af det. Tror jeg altid (og det ender som regel galt), men jeg lærer det aldrig) og overfalde en stakkels dame på spadsertur og spørge om øhhhh....hvor er jeg henne.....?Ja, hun troede jo nok jeg var lidt skør eller lige var faldet ned fra månen. Men min retningssans har jeg nu aldrig pralet af, og det viste sig at jeg havde løbet modsat vej af hvad jeg troede. Ruteplanneren sagde 12 km da jeg kom hjem, men den har jo ikke fået alle mine omveje med....men både benene og kondien kunne fint holde til turen, så det var jo godt at få det bekræftet. Næste gang har jeg fået ordre hjemmefra om at tage mobilen med (den har GPS) om ikke andet for at ringe hjem til de bekymrede herhjemme.

Blandet landhandel

Det hele er gået op i hat og briller (jeps, har fået bestilt nye briller! Dem vender vi tilbage til forhåbentlig med et billede om en uges tid) denne her uge. Og så mig, der skulle være så flittig med jobsøgningen. Men når man nu indkaldes til to lovpligtige møder på en uge, ryger der jo to dage ud af kalenderen. Og man gør jo klogt i at møde op til sådan noget, selvom tiden så absolut sådan rent jobsøgningsmæssigt kunne være brugt mere effektivt. I dag var det så Jobcenteret der skulle besøges (ja, dem der tilbød mig at jeg kunne få låne deres internet...), og ærlig talt var forventningerne ikke skruet ret højt op. Sådan nogle møder har til hensigt at informere om regler, og jeg har selv holdt endel hundrede af den slags møder, og kan ligesom reglerne forlæns og baglæns i søvne. Men det var nu faktisk en ok oplevelse, selvom der ikke var ret meget nyt under solen. Og mig der var bange for at blive headhuntet hvis de fik kigget mit CV igennem (det havde de så ikke nået), endte med selv at spørge til jobmulighederne i huset. Damen lyste op da jeg forklarede min baggrund, da der var flere længerevarende (ja, her ringede alarmklokkerne så...) sygemeldinger hos dem der har med sygedagpenge at gøre. Takkede dog pænt nej, da jeg jo ved at grunden til at sådan nogle sygemeldes, er at de bliver sat til et arbejde de overhovedet ikke har forudsætninger for at klare. Folk der skal jage syge mennesker ud på arbejdsmarkedet igen skal være klædt på til det. Det er jeg slet ikke, og det er heller ikke i min interesse at blive det. Hvis jeg overhovedet midlertidigt (ja, det har jeg jo sagt før, og jeg mener stadig det der med midlertidigt...) skal tilbage i branchen skal jeg arbejde med arbejdsmarkedsparate der skal have et los i røven eller holdes i hånden - alt afhængigt af situationen.

Men jeg arbejder fortsat ufortrødent mod drømmejobbet - noget med læring og medier og gerne på en uddannelsesinstitution. Det er et sisyfos-arbejde at find oplysninger om hvordan disse ting nu er organiseret de enkelte steder, og finde frem til noget der ligner relevante personer at henvende sig til. Men det går da langsomt men sikkert fremad, selvom ingen har ansat mig endnu.

Chilien er efterhåneden også ved at være kørt ind i dagplejen. Nu vil hun gerne spise der - ja, der var nogle dage hvor hun slet ikke gad deres mad. Så nu øver vi at hun også skal sove der. Det gider hun SLET ikke, og bliver stik tosset når hun bliver puttet i barnevognen. Men hun skal jo lære det. Her til aften skulle jeg jo putte chilien i seng. Synes noget kradser på min fod, og ganske rigtigt, så titter der lige bagefter et lille nuttet musehovede frem mellem væggen og kommoden på værelset. Så nu har musene så også fundet vejen op trappen. Jeg er SÅ træt af dem, og flere gange idag har jeg spottet mus løbende langs panelerne i stuen. Bitte små, rigtignok - ikke de monsterstore som vi havde sidste år, men jeg er træt af dem alligevel. VI har musefælder af den humane type (sådan en boks som de kravler ind i og som de ikke kan komme ud af) som vi putter rosiner i, og det virkede fint de første par dage, men det er ligesom de har set hvordan det gik med deres kammerater og derfor har luret fidusen. Nogen der ved havd man så gør? Er modtagelig for ALLE mulige tips, tak.

Overvejer at gå i seng nu med min bog. Men ved ikke helt hvor hyggeligt jeg vil synes det er. Sådan nogle mus kravler ikke op i senge, vel? Nåmmen - det finder jeg jo så ud af.

De svære valg

Så er de landet, skoene. Efter noget af en gyser nede i Brugsen - det er jo der vi henter vores pakker herude på landet. Men langt om længe kom skoene, som skulle have ligget i Brugsen, men i stedet var havnet i en anden Brugs - med bud til mig der ventede med træt baby. Og her er de så:

Lige så fede som jeg havde forestillet mig. Og de passede perfekt. Nu skal jeg så bare beslutte hvilket par jeg skal vælge når jeg skal ud ad døren i morgen. Tough chioce.

Her i aften har jeg været til premiere på husmorgymnastikken oppe i hallen. Godt at blive rystet igennem, og godt, ikke mindst, at det viser sig at alle forsøg på at gøre dansegulvene utygge i mine yngre dage ikke var totalt spild af tid (det kan man nemlig få følelsen af når man ser på mine eksamensbeviser fra samme periode). Der var mavedans....den fynske variant, må man sige...mens cowboydansen så ud til at gå mere ret ind hos husmødrene.

Og så er det jo i dag der er stortingsvalg i Norge. Dt er jo noget af en gyser. Tough choice. Og som første gang som udlandsnordmand havde jeg tænkt at bruge min stemmeret. Havde styr på alt det bureakratiske, og skulle sådan set bare troppe op på konsulatet inden den 4. september. Men det var lige alene-med-to-syge børn-og-dagplejestart-ugen, så jeg nåede det bare ikke. Nu var det jo så at jeg ihvertfald skulle have fulgt valget på fjernsynet i nat, i det mindste. Men jeg har ikke noget fjernsyn (dvs. jeg har en spritny fladskærm på væggen, men det kan kun bruges til film...faktisk meget praktisk) og derimod har jeg nok af søvnløse nætter i forvejen, så jeg får heller tage chokket i morgen tidlig. Og hvis det nu går rigtig galt, vågner jeg op til denne dame (ja, og her er det altså et link. Forstår altså ikke hvorfor mine links lige pludselig ikke kan ses mere) som statsminister. Norges svar på Pia. Det var ligesom det jeg ville forhindre ved at stemme. Så nu er det nok min skyld - dét også - hvis det ender galt i nat.

Ta-da....UDHVILET!

Her er sket en større sensation: Jeg har sovet næsten 10 timer i nat!!! Godt nok ikke sådan ud i ét, men alligevel. Chilien vågnede kl. 05.15, og jeg prøvede hurtigt at få hende til lige at nappe en halv time mere, men da det i dén grad var farmands morgentjans, kunne jeg daffe tilbage i seng. Men jeg kan altså ikke huske hvornår jeg sidst har sovet i 10 timer. Det må ha været på et eller andet tidspunkt før maj 2005. Nu læser jeg jo lidt rundt i blog-land på diverse mor-blogger - man burde altså lave en statistik over hvor mange af indlæggene der handler om søvn. Og jeg ved at jeg selv ville bidrage stort til sådan en statistik.

Så jeg har faktisk været ret frisk idag. Nåede hele to løbeture! Ja, hvad siger I så? Først var der løbedag i børnehaven. Det er der en gang om året hvor børnene, søskende og forældre løber børnenes løberuter i skoven og hygger med madpakker og kaffe bagefter. Jeg havde taget løbetøj på, sådan mest for syns skyld, men jeg kan da ellers love for at jeg fik sved på panden. Turboen har jo kun en on/off-knap når det kommer til organiseret fysisk udfoldelse, såsom ture. Som regel er der helt slukket for knappen og hun vil bæææres. Men effekten af de andre børn er åbenbart koloniorm, og hun har jo ikke sådan nogen midt-imellem-roligt-jogge-tempo, så der løb jeg så med turboen og en flok 4-årige drenge med tilhørende forældre halsende bag (der var faktisk nogen der halsede mere end mig). 3 km i rask galop blev det ihvertfald til. Hjemme igen fik jeg da også luret mig ud på en tur alene i efterårssolen.

Og i morgen starter jeg i den loklae gymnastikforening. To gange skal jeg derop, faktisk. Først til forældre-barn gymnastik med turboen - det er jo helt legalt. Men så har jeg så kommet til at tilmelde mig sådan noget som i min barndom hed "husmortrim", altså husmorgymnasik. Bestående af en flok (i mine øjne dengang) gamle hjemmegånede damer der lavede gymnastiske øvelser i den lokale gymnastiksal. Meget, meget u-hipt. I morgen er dét så mig - den gamle husmor. Men jeg glæder mig. Jeg skal gå sammen med nogle af de søde piger fra mødregruppen, og konceptet er sådan noget aerobic/latin/mavedans - så jeg går i stor grad ud fra at også lattermusklerne kommer på overarbejde.

Sol over Fyn m.m.

Jeg har været ude og køre en lille aftentur i solnedgangen her til aften. Voes bil er indlagt på værksted til observation natten over, og farmand kom derfor hjem med en lånebil. En lille ny Citroen C3. Farmand talte vidt og bredt om dens accelerationsevner på motorvejen da han kom hjem, og siden vi i morgen får vores store skrummel af en Berlingo tilbage, skulle jeg jo benytte muligheden til at komme ud og køre lille, fiks, hurtig bil. Lækker lille sag, der sagtens kunne være en fin konebil, hvis man nu skulle have sådan én. Men sandelig godt vi ikke er afhængige af at fragte diverse barnevogne rundt i bil de her dage...

Snuppede lige kameraet med,og fik fanget lidt solnedgang over Fyn imens.

Her kommer jeg tit forbi når jeg løber. Har ofte spekuleret på hvad det egentlig er for et sted.

Og taget gennem bilruden (gad ikke gå udenfor...): (Ting og sager med ægte støv, står der)

Og så lidt solnedgang:

Hej Fidel!

Jeg har lige spottet Fidel Castro. Var der ikke noget med at han var gået under jorden - eller ihvertfald var blevet ret så usynlig? Nu har jeg fundet ham - ude på min løbetur. Han kom cyklende gennem skoven mod mig i sin træningstrøje og med rød cykelhjelm. Han har måske emigreret til koldere strøg og rekreerer her på Fyn? Eller også er det bare min træthed der er ved at tage overhånd. Men jeg overmandede den så snart chilien var afleveret i dagplejen og løb en tur ud i solen selvom sofaen gjorde alt den kunne for at lokke mig. Nu skal chilien hentes igen, og så skal hun puttes. Skal jeg mon bruge eftermiddagen på sofaen med et blad eller forran computeren, hvor jeg prøver at få styr på mit CV? Fik ihvertfald bestilt begge par sko her i morges. Syntes i dén grad jeg havde fortjent det (sådan noget morgenhurlumhej kl 05.30 med to sultne og trætte børn (ja, de kunne jo bare sove lidt længer - vi skal jo ikke rigtig nå noget, men nej...) bliver aldrig rigtig mig. Og nu er skoene på vej!

Træthedsrablerier

Stadig friske og raske. Og trætte. Men det er jo ikke første gang. Jeg havde helt glemt at mine børn reagerer på forandringer, som fx dagplejestart, ved at vågne hvert 10. minut (og jeg overdriver ikke) om natten. Og ligeledes når de sover om dagen også, selvfølgelig. Og i deres vågne timer klamrer de sig til mine ben, og vil op og bæææres. Og siden det kun er mine ben der er hjemme i øjeblikket, er der ligesom ikke alternative ben at bruge til det formål. Godt farmand er hjemme igen i morgen. Ikke mindst fordi jeg fik selskab af en mus i køkkenet her i formiddag da jeg stod og lavede min daglige kop latte. Åh, hvor vi savner ham. Nu skal de musefælder bare op.

Chilien har været alene i dagplejen i hele to timer i dag. Hun er fuldstændig rød i hovedet og smurt ind i snot og tårer når jeg henter hende. Men sådan ser hun deværre ud når hun bare har tudet i to minutter, så jeg tror på dagplejerens ord om at hun faktisk også har leget lidt indimellem, og at det går bedre og bedre for hver dag. Jeg har så i mellemtiden fået smidt et par mails afsted og ringet lidt rundt til mere eller mindre perifere bekendtskaber der arbejder steder hvor jeg også kunne tænke mig at opholde mig mod betaling. Det er i den grad en øvelse i at smide alle hæmninger, samt al opmagasineret forfængelighed og beskedenhed overbord, det her jobsøgning. Men det er sikkert kun sundt.

Ellers har jeg fået en ret pludselig interesse for valutakurser i øjeblikket. Især det engelske pund har min store interesse. Er det på vej op eller ned? Og i så fald hvor meget? For mig ser det ud til at være nedandgående. Men hvor meget kommer det til at synke (hedder det det om valuta?) her de nærmeste dage?Interessen er naturligvis shoppe-relateret. Havde besluttet mig for at investere i et nyt par sko her til efteråret. Nu går jeg jo stort set kun i sneakers og for en fattig arbejdsløs er sådan nogle ret dyre herhjemme. Efter lidt tumlen rundt på nettet faldt jeg over denne side. Problemet er bare at der er to par sko, og jeg kan simpelthen ikke vælge. Og for en gangs skyld er det en fordel at bruge str 41, for udvalget til mænd er bare en million gange bedre end til piger. Men altså - dem her eller dem her? Så har næsten besluttet at tage dem begge. Jeg får jo et job - lige om lidt.

Desuden er det altså sjovt hvor mange jeg møder der tilfældigvis har haft sit fjernsyn tændt forrige mandag formiddag kl. 11. Allesammen sådan helt tilfældigt, fortæller de mig, havde de fjernsynet kørende sådan i baggrunden - og lige pludselig var jeg der. Nåmmen - forfængeligheden er jo forlængst smidt overbord, så pyt.

Weekendsyslerier

Så er vi ovenpå igen. Alle børn er friske og raske og vi har slappet heeeelt af hele weekenden. Bare hygget, og ikke udrettet nogen verdens ting. Men selvom man ikke laver noget, har man alligevel hænderne fulde. Af alt det der hele tiden skal ryddes op, den mad der skal laves, børn, det der skal handles. Gad vide hvordan vi fik det hele til at hænge sammen dengang (for sådan cirka en måned siden) da farmand lavede hus hele tiden? Har vist lykkeligt glemt alt om det. Men det gik nu på et vis alligevel.

En lille smule har jeg nu faktisk udrettet alligevel i dag. Belsuttede at de triste og afblomstrede pelargoniaer skulle udskiftes, så jeg smuttede ned til vores blomster-pusher efter noget mere efterårsagtigt. Chilien valgte at sove en time ekstra til middag, og så fik jeg lige skiftet ud i diverse kasser. Note til mig selv; det er en god idé at placere tunge blomsterkrukker og blomsterkasser på det sted de skal stå inden man vander dem. Vand vejer nemlig ret meget.







Imorgen er jeg alenemor igen i tre dage. Men det gør ikke noget. Og chilien skal rigtig køres ind i dagplejen. En hel time skal hun være der alene i morgen - det har jeg aftalt med dagplejeren. Hvis jeg nu vågner op i overskuds-humør i morgen, kører jeg hende derned iført løbe-outfit, og løber mig en times tur og henter hende igen. Jeg får jo alligevel ikke noget ud af tiden hvis jeg kører hjem i stedet. Kommer bare til at gå rundt herhjemme og spekulere på hvor meget hun nu græder. For det kommer hun til. Men der er nok ingen vej udenom, og jeg er sikker på at det hele nok skal blive godt tilsidst.

Hvordan synes du selv det går?

Pyhhh....pizzadeig til hjemmelavet pizza er sat til hævning, rødvinsglasset er fyldt op (hov! det var vist allerede tomt...et øjeblik...), og skålen med chokolade lige så. Og to børn er puttet, ikke at forglemme. Og 19 timer til vi skal hente farmand ved toget.

Den korte version: Chilien pylrer og savler og gider ikke spise. Turboen hyler fordi hun har ondt på tungen og ellers bare er død-træt. Pædagogerne i børnehaven havde egentlig haft lyst til at ringe efter mig i dag fordi turboen bare sad og hang, men vidste jo at jeg var alene med det hele de her dage, så det droppede de. Men hun er langt fra på toppen. Chilien har desuden fået nogle små vabler på benene. Og selvfølgelig er det nok skoldkopper, nu hvor farmand igen skal være væk igen tre dage fra på mandag. Det var jo også det eneste der manglede nu.

Indimellem alle hyleturene her i eftermiddag spurgte turboen bekymret; Mor kan du egentlig klare to skrigebørn?" (har hun mon nogensinde hørt sin mor udbryde "jeg kan ikke klare to skrigebørn!"? Det kan jeg altså ikke garantere for at hun ikke har). Svarede noget med øhhhh....hvordan synes du selv det går, eller noget.

Ellers drøn hyggelig dag med mødregruppen, hvor vi virkelig fik diskuteret indkøring i dagplejen. Vhilien er den første blandt de børn der var her i dag, men de andre skal også til det om en måneds tid, så det er i højeste grad et hot topic. Dejligt med input og diskussioner for og imod det ene og det andet.

Nå. Nu er der ihvertfald duket for tøsefilm i flimmeren, snart pizza. mere rødvin og mere chokolade. Fordi jeg fortjener det.

Tycho Brahes dag

Jeg er lige alenemor et par dage nu. Og jeg tror bestemt jeg er færdig med at være det når farmand returnerer på fredag (bortset fra at han også skal afsted igen næste uge). Og selvfølgelig er det lige nu hvor chilien starter i dagpleje, hun får tænder, savler, har feber og er endnu mere morsyg end normalt og hvor turboen hoster, er uden stemme (jubii!!!), har feber og synes mor er den bedste i verden.

Dagen startede helt skævt med at vi skulle køre farman til toget - lige præcis på det tidspunkt hvor chilien sover sin morgenlur. Og i dag var det jo bare ekstra vigtigt at hun fik sovet og var oplagt til bagefter hvor vi jo skulle i dagpleje igen. Hun faldt i søvn i bilen på vej hjem, og jeg kørte mange omveje ad de små veje, så hun kunne sove så længe som muligt. Stoppede endda nu og da for at tage nogle billeder af den pæne morgensol

Jeg fatter det ikke. Indimellem tager mit mobilkamera elendige billeder, til trods for at kameraet skulle være blandt de bedste. Det dér ligner jo et eller andet uklart impressionistisk klatmaleri på en overskyet dag. Men det er altså et billede af morgensol over Fyn, hvis man nu skulle være i tvivl. Men det er åbenabart bare ikke min dag i dag.

Hjemme igen efter 20 minutter vågner chilien selvfølgelig, og vi pakker vores habengut og triller videre til dagplejeren. Chilien er langt fra oplagt, og pylrer og vil gerne sidde på armen det meste af tiden. Jeg går igen en tur på 15 minutter, og chilien hyyyler fra jeg går ud af døren og til jeg er tilbage igen. Hjem igen ved middagstid, skal chilien bare på hovedet ud i barnevognen, for hun er bare SÅ træt. Omsider falder hun da også i søvn, og det eneste jeg nu har i mit hovede er fred og ro, en kop kaffe og et blad og benene op. Mens jeg har puttet chilien udenfor har nogen ringet på min telefon. Det er børnehaven, der kan fortælle at turboen har 38,6 i feber og ligger som en slatten karklud på en sofa. Så chilien må vækkes igen, ud i bilen med hende, køre afsted, hente turbo, hjem igen, med en chili der nu var blevet forvirret og sur. Trille trille rundt med hende i haven mens karkluden blev placeret på sofaen. Efter en times hårdt arbejde sov de igen begge to. Og resten af dagen har vi prøvet at få til at køre på bedste beskub.

Jeg trøster mig med at fra nu af kan det jo kun gå fremad. I morgen kommer mødregruppen (og ja, turboen ER rask til i morgsn og kommer i børnehave igen) - jeg trænger ret meget til at snakke med nogle voksne mennesker der er friske og raske - så resten af aftenen skal bruges til at få nogenlunde styr på huset.

Dagplejestart

Vi er startet i dagpleje i dag, chilien og jeg. Så langt så godt. Et par timer var tiltrækkeligt første dag, og chilien fandt sig hurtigt tilrette med alt det nye legetøj. Så godt, at jeg vovede mig ud på en 15 minutters spadsertur - bare sådan at hun kunne prøve at være der lidt alene. Hun hyyylede da hun opdagede at moar var væk, og hylede helt til jeg returnerede igen. Hun er rigtig glad for sin søde dagplejer allerede, og vil heller end gerne vinke, smile og snakke med hende - så længe det hele foregår fra mors arm. Og mor her var i forvejen fuld af optimisme og mod og tænkte at tid til sig selv, til jobsøgning og hjælp til belskift (det er et mareridt - hun har ild i røven på et puslebord) nu var tiltrængt. Nu føler hun sig meget skitzofren og synes det er forferdeligt at hendes lille bitte guldklump nu skal ud i den store verden.

Efter en lille aftenløbetur er jeg nu på en eller anden måde overbevist om at det nok skal gå altsammen alligevel. Men vi prøver igen med samme fremgangsmåde i morgen - og i overimorgen er det fridag med mødregruppen.