Gåtur og løbetur

Der er faktisk sket en lille sensation her i det lille hjem i weekenden; Chilien går sgu! Sådan på friland, altså. Rigtignok ikke ret mange skrit ad gangen - men en 5-6 stykker bliver det da til inden hun sætter sig ned på sin velpostrede numse. Og så stråler hun over hele femøren, og er bare SÅ stolt. Ja, det er jo også noget af et heppekor hun har, så hun må rimeligvis fatte at det er stort, det her. Men så slog hun altså turboens rekord fra sin tid; hun gik nemlig de første skrit på sin 11-måneders dag, og chilien vandt så med 8 dage.

Weekenden (åh nej, nu bliver det sådan noget weekend-opremsning-opsummering....det er bare så død kedeligt sådan noget, men det er hvad de små grå kan fremtivinge af kreativitet lige nu) stod på en tur til Sjælland og farmorbesøg. Hun er syg og må ikke komme udenfor, men jeg lurede mig alligevel ud i den lækre sol med chilien og barnevognen.

Gik en lille tur blandt andet forbi den lejlighed jeg flyttede ind i da jeg immigrerede til Danmark i sin tid. Jeg havde denne her udsigt...jeg kan altså godt lide sådan noget vestsjællandsk landskab. Men jeg tror nok at jeg værdsætter det langt mere nu end jeg gjorde den gang da jeg var 22 år. Nok et alderdomstegn. Tror jeg synes det var lidt dødsygt derude på landet på det tidspunkt.

Idag har været mødregruppedag. Hyggeligt, og jeg travede den halve times gåtur frem og tilbage i smuk efterårssol. Vel hjemme igen tænkte jeg at det var tid for en lille løbetur. Ja, den skulle ikke være så lang, da jeg nu lige havde gået så sveden haglede. Besluttede at prøve en ny rute gennem noget lækker skov, og for vild....løb og løb og løb til jeg kom til nogle huse, og blev nødt til at krybe til korset (ja, jeg kan IKKE lide at spørge om vej. Det er et svaghedstegn og jeg kan selv finde ud af det. Tror jeg altid (og det ender som regel galt), men jeg lærer det aldrig) og overfalde en stakkels dame på spadsertur og spørge om øhhhh....hvor er jeg henne.....?Ja, hun troede jo nok jeg var lidt skør eller lige var faldet ned fra månen. Men min retningssans har jeg nu aldrig pralet af, og det viste sig at jeg havde løbet modsat vej af hvad jeg troede. Ruteplanneren sagde 12 km da jeg kom hjem, men den har jo ikke fået alle mine omveje med....men både benene og kondien kunne fint holde til turen, så det var jo godt at få det bekræftet. Næste gang har jeg fået ordre hjemmefra om at tage mobilen med (den har GPS) om ikke andet for at ringe hjem til de bekymrede herhjemme.