Selverkendelse og andre gode ting

Sådan. Begge børn puttet ogf aftensmaden indtaget. I nævnte rækkefølge. Og nu kan jeg så puste lidt ud. Turboen har været hjemme igen fra børnehave i dag - mest sådan bare for en sikkerheds skyld. Hun kom nemlig i børnehave igen i går, fordi hun virkede totalt frisk som en fisk i går morges. Men kl 12.55 - fem minutter inden jeg skal til en jobsamtale - ringede de de fra børnehaven fordi hun havde det så skidt. Farmand havde heldigvis mulighed for at rykke ud med sirenerne. Men det havde nu sådan set ikke gjort ret meget fra eller til - jeg fik ikke jobbet. Det var et barselsvikariat på mit gamle arbejde, og det var da en smule spøjst at sidde der og blive frittet ud af to rigtig gode gamle kollegaer, hvoraf den ene nu er blevet chef. Eller fritte og fritte - de kender mig jo rigtig godt, og jeg kender arbejdet og huset, så der var jo ikke så meget at sige. Hvad der så er foregået i kulisserne efter samtalen er heldigvis ikke mit job at gisne om. Regnede med jeg stod stærkt, og jeg ved også at andre mener jeg er selvskreven. Men der er nok gået strategi og politik i det, som der så ofte gør i de kredse - jeg ved ihvertfald at det ikke de fordi jeg er ulidelig at arbejde sammen med! Jeg er overhovedet ikke knust nu, men faktisk lidt lettet over at alt det der roderi i kulisserne, politisk snik snak og for ikke at glemme det elendige arbejdsmiljø jeg fra pålideligt hold hører rygter om, nu ikke skal være en del af min hverdag. Da jeg kom hjem fra samtalen lå der heldigvis en indkaldelse til en ny samtale - på et job jeg faktisk virkelig gerne vil have - til på tirsdag. Så der måske en lille smule håb forude alligevel. Men lad os nu se; det er jo ikke første gang jeg går til samtale uden at få jobbet...til gengæld er det nok næsten første gang jeg skal til samtale på et job jeg bare rigtig gerne vil have. Jeg planlægger faktisk derfor for en gangs skyld at forberede mig en smule denne gang.

Men mens nu turboen har været herhjemme har jeg fået tørret støvet af symaskninen igen. Jeg har nu erkendt at jeg er langt mere resultatorienteret end procesorienteret når det kommer til håndarbejde. "Desværre" ligger der stadig bunker af stof og ideer på mine hylder, så jeg kan ikke bare sådan opgive de der sysler. Jeg skulle sy sådan en lille vest til turboen, og det er jo piece of cake, tænkte jeg. Det er det nok også, hvis man er bare en lille smule praktisk anlagt og har en lille smule tålmodighed. Jeg ejer ingen af delene. Efter at min mor så havde lært mig hvordan man syr skråbånd på, altså sådan rigtigt, gik jeg i krig. Bagstykket er klippet ud tre gange. Jeg anbefaler at man måler om for- og bagstykker passer sammen inden man syr alle bånd på. Det tager rigtig lang tid at pille båndene af igen - især når man ingen tålmodighed har. Og især når man skal gøre det to gange, fordi man ikke rigtig fik målt anden gang heller...Det er også en god idé at beslutte sig for, inden man tegner på stoffet eller klipper delene ud, om der nu skal være sømrum eller ej, sådan at man ikke får nogle dele med og nogle dele uden. Det kan nemlig medføre noget ikke særlig lødig sprogbrug når man sidder der og ikke kan få delene til at passe sammen. Desuden er det også en god idé at tjekke at man nu har så meget skråbånd som der skal til inden man går igang. Heldigvis sender Malika og Rosa nye forsyninger fra dag til dag.... Men altså; ta-da....

Det var sgu svært at få modellen til at sidde stille. Hun ser ikke meget syg ud, hende her, vel? Jeg synes bestemt hun ligner en der er klar for børnehave igen i morgen.

Nåja, I skal heller ikke snydes for billede af chilien i sin nye kreation. Den er til gengæld slet ikke hjemmesyet - igen igen har etsy kommet mig til undsætning. Hun har forresten lært at åbne køkkenskufferne nu. Og hun ved udmærket godt at hun ikke må. Derfor det brede smil.