Jeps, ting er ikke ligefrem blevet festligere her siden det sidste triste indlæg; Min svigermor og verdens bedste farmor døde nat til fredag. Godt nok efter lang tids sygdom, og vi er jo sådan set glade for at hun slap for mere sygdom og flere smerter, men i en alder af 64 år....det er godt nok sådan cirka 20 år for tidligt, synes jeg nok. Vi går rundt lidt i zombieland herhjemme efter en hård uge og kan ikke rigtig tage os sammen til ret meget. Farmand sad på sygehuset hos hende de sidste to døgn, og jeg prøvede efter bedste evne at holde sammen på tingene herhjemme. Uden bil (ja, det bliver kompliceret når to børn skal afleveres til fods her ude på landet, og der var ikke rigtig kræfter til at beholde dem hjemme), og selvfølgelig valgte chilien at få kindtandfrembrud og være frisk som en havørn kl 05.03 de næter jeg var alene med hende. Men på en eller anden måde får man sådan lidt supermand-kræfter når man står med hele molotjawsen selv, og man ved at der ikke lige kommer nogen og redder én, og så går det jo på sin vis alligevel. Men jeg tør godt afsløre at det var ikke ligefrem gourmetmad vi fik til aftensmad de dage vi kom trætte og sent hjem efter dagens laaange spadsertur. Nu er så prøblemet så løst for fremtiden, da vi har arvet en fiks lille sprit ny (ihvertfald i vores målestok...) suzuki Alto.
Og så er det jo idag jeg så overgår til slut-treduiverne. Men jeg tror jeg har besluttet at man godt kan sige at man er i midt-trediverne mens man nu også er 36. For at bøde lidt på håbløsheden og for at ligne en udslidt arbejdsløs gammel husmor knap så meget, kørte jeg forbi den lokale frisør på vej hjem fra dagens børneafleveringsrunde. Svigermor skal begraves i morgen, og jeg vil da gerne se sådan nogenlunde præsentabel ud.
Nå. Det bliver ikke den vilde fejring af dagen. Tænker nu mest på morgendagen og hvordan den mon kommer til at forløbe. Overvejer at bage nogle muffins så der lige er lidt kaffe og kage når børnene kommer hjem. Derefter skal der løbes en lille tur. Der har været alt for lidt af det der løberi på det sidste - jeg skal altså op på den hest igen.
Mange kærlige tanker sendes Jer; og du har ret i, at selvom man glædes over, at en nærtstående slipper fri af uhelbredelig og smertefyldt sygdom, så står man i et underligt tomrum efterfølgende...
SvarSletRimkogeren og jeg besøgte stort set hver dag min kræftsyge mor, hvorend hun var indlagt, i hendes sidste 9 måneder. Mandage til og med torsdage skete det, når han var færdig i skoleregi - øvrige dage mere som det passede ind! Tilmed nåede vi 3 gange slutteligt at blive ringet op fra sygehus: "Nu er din mor ved at dø"... afsted kørte vi, sad nattevagt, men efter få timer, så hjem igen!
Sidste gang, igen ingen kommunikation andet end, at jeg atter fortalte min mor, hvor meget mine brødre, deres pårørende og så mig + Rimkogeren bare elskede hende. Smukt du, men pokkers forskrækket blev jeg, da den tilhentede læge havde erklæret min mor død ligesom sygeplejesker forud... og så kikkede jeg ned på min mor, og hendes ene hånd rystede pludselig. Jah, jeg tænkte, hold da kæft, nu tager hun sgu' røven på os nok en gang, men det var/er hvad døde gør!!!
Tak for dine tanker:) Ja, sådan nogle syge kan være ret seje. Vi har tidligere troet at nu var det nu, men hvor hun på mirkakuløs vis blev rask igen. Men denne gang kunne hun ikke mere, og det er jo også ok, selvom man håber til det sidste.
SvarSlet