søndag den 29. november 2009

Julesforberedelsesstart

Så er juleforberedelserne sådan rigtig skudt igang. Vi startede i går til familie tam-tam på Sjælland og gløg og æbleskiver.Fik overspist i æbleskiver og overdrukket i gløg. Havde helt glemt hvor godt det smager. Vi ryddede også lidt op i farmors lejlighed - den er ved at være godt tom nu. Til gengæld er vores loftsrum om muligt enda mere fyldt op. Og jeg er blevet den lykkelige ejer af bl.a. et komplet service i noget meget 70´er beige/brunt, nye havemøbler i sort flettet plastic (ser herrens ud, men man sidder guddommeligt i dem) og 17 andre papkasser med diverse indhold. Men også en bil, en bærbar, en printer der er ti gange mere avanceret end den vi har i fovejen,og røgfarvede holmegårdsglas til min portvin. Og en hulens masse nisser.

Vi startede juleoppyntningen i formiddag, turboen og jeg. Jeg har aldrig sådan rigtig været til nisser, men det var min svigermor. Og hun købte læssevis på husmorforeningens julemarked. Og de er så nu flyttet ind hos os. Udover at lave nisse-opstillinger, fik turboen og jeg da også lavet en adventskrans og sådan en dims til yderdøren.


Igen skal jeg minde mig selv om det dér med processen og resultatet. Når man kaster sig ud i sådan noget med en meget viljefast 4-årig der bestemt har sin opfattelse af hvordan tingene skal se ud.
Bagefter kasetde jeg mig over mit næste projekt: et tæppe til sofaen. Kombinationen hvid stofsofa og små børn er ikke optimal. Den er fuld af pletter der ikke går af i vask, så indtil jeg får råd til at dække sofaen med antikke kelim-tæpper fra Brands Indoor, tænkte jeg at vi kunne have et lappetæppe over de værste pletter. Har klippet lapperne, så nu skal de bare sys sammen. Håber det er et overskueligt projekt. Har købt noget lidt stiv fløjl til bagbeklædning, og overvejer at fylde et eller andet imellem, så tæppet holder sig på plads. Vi har nemlig ikke børn der sidder stille i sofaen.


Og nu kommer pizzamanden. Begge børn syntes rigtig godt om farmands kyllingefileter her til aften. De gider normalt aldrig det der aftensmad, og kan sjældent lide det der bliver serveret den pågældende dag (mad er åbenbart noget man kan lide den ene dag, men ikke lide den næste, og det der med lide/ikke lide passer aldrig med hvilke dage det bliver serveret på). Men i dag ramte vi plet. og begge børn skovlede kylling ind så deres foældre måtte gå sulte fra bordet, og nu sidder med et kæmpe hul i maven.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar