Varmenedbrud

Vi har været gået lidt ned med hedeslag - både computren, børnene og jeg. Nu er heden så afløst af et gevaldigt tordenvejr med giga-lyn. Er der noget om at det er farligt at sidde ved en computer når der lyner sådan? Nå. Det finder vi jo nok ud af.

Men vi var jo ude at spise i fredags, farmand og jeg. Jeg er ikke så godt bevendt med sådan noget gourmetmad, så selvfølgelig skulle den have hele armen og alle fem retter, når nu vi var igang. Der var bare egentlig slet ikke plads til fem retter i vores maver. Men det smagte så godt, at ned skulle det jo. Med det resultat at i stedet for at gå ud og drikke en øl bagefter, når nu vi for en gangs skyld havde gjort barnepigen opmærksom på at vi kom sent hjem, måtte trille direkte ind i en taxa hjem og smide os på sofaen (hvorfor er der ingen restauranter der har tænkt på at lade gæsterne slå mave på en lille sofa mellem retterne?). Men bortset fra at vi fik spist ALT for meget, er det jo en fantastisk hyggelig restaurant. Her er udsigten fra vores bord:

Maden var i særklasse. Jeg har altid godt kunnet lide ærtesuppe. At den er tilsat cava, flødeskum og laks er slet ikke noegt minus.

Men det var godt framand fik fyldt godt op på goodwill-kontoen, for lørdag morgen tog han afted på den årlige øl-tur med gutterne. Denne gang til Århus. Og jeg var alene med to hedeslagramte børn. Chilien nægtede selvfølgeklig at sove sine lure, og syntes heller ikke at sådan en dejlig sommernat skulle soves væk. Vi klarede trods alt weekenden i god stil, blandt andet med strandtur. Og med kun to større kriser: Først da chilien ikke gad gøre som turboen sagde, og for at ligesom markere at hun altså ikke er en lillesøster man sådan koster rundt med, satte sine tænder - meget hårdt - i turboens storetå. Dernæst da jeg stod med chilien og hendes meget fyldte ble, som hun selv insisterede på at tage af, samtidigt måtte tage mig af en turbo, der sidder på toilettet, og som pludselig sætter i noget af et hyl og er helt utrøstelig. Hun var blevet bidt af en hestebrems i numsen.

Da farmand endelig returnerede i går, var vi bare flade. Så vi kørte til Kerteminde, hvor vi spiste pizza, kiggede på både på havnen og på stokroser. Jeg har nemlig også stokroser herhjemme. Jeg ved ikke helt hvad jeg gør galt - det er jo verdens nemmeste plante og de vokser op af sten. Mine ser sådan ud efter tre måneder:

Det må være det ultimative bevis på mine manglende grønne fingre.