lørdag den 19. februar 2011

Biblotur

Det her indlæg skulle egentlig handle om mine håndarbejdsmæssige færdigheder. Jeg har lige fået strikket lidt på det sidste - bl.a. et halstørklæde (ja, det er ligesom på dét niveau det foregår) til mig selv. Men jeg har glemt det på biblo her til formiddag, så det kan I altså ikke få at se. Regner med det ligger rimelig trygt hos biblodamerne, og så må jeg heller se at få hentet det over weekenden. Nu slanger jeg mig nemlig på sofaen med min yndlingsting.
Den er genial. så kan man få stempelkaffe uden at lave en hel kande. Og den er tit med i bilen om på kolde vintermorgener. Den gør det hele lidt mere udholdeligt der kl 07.00 en mandag morgen.
Jeg tog ellers begge tøser med på biblo her i formiddag. Vi har sådan et lille, men ret veludrustet bibliotek, hvor ungerne godt kan få masser af tid til at gå med at lege. Og vi har fået bunker af bøger med hjem. Bl.a. en hel masse sybøger - ja, man er vel optimist, men jeg kunne godt tænke mig at få gang i symaskinen igen. Tanken var sommerkjoler til børnene. Nogle meget nemme nogen, der ligner en million.
Desuden har jeg for en gangs skyld afsluttet en rigtig dårlig bog i går. Eller - decideret dårlig var den ikke. Men den var lige lovlig mærkelig for mig, og jeg havde svært ved at finde ud af hvem der var bedstefar til hvem og hvilken bedstefar der til enhver tid var snak om. Når jeg holdt ud, var det nok på gund af hovedpersonens brevveksling med forfatteren. Indimellem meget morsomt og oversat fra noget der må have været et ret gebrokkent engelsk og som i dansk oversættelse bliver hylende sjovt.

Nu har jeg så oprustet lidt. Håber romanen øverst i bunken lever op til mine krav til opslugende romaen - selvom jeg har et princip om ikke at læse norske bøger i dansk oversættelse. Det bliver som regel helt forkert.

Nå. Nu skal jeg i Bilka. Efter en ny hårdtørrer, da den gamle er begyndt at slå gnister. Det må være et tegn på at den er moden for udskiftning.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar